Nordjysk stjerneskud melder klar til MGP
NORDJYLLAND: I aften bliver Frederikshavn forvandlet til én stor fest, når MGP 2026 løber af stablen i Arena Nord.
Og for nordjyderne er der ekstra god grund til at følge med.
For ikke nok med, at showet afholdes her i landsdelen, så er årets yngste deltager også nordjyde.
Det er den 9-årige Viola Evers fra Aalborg, som optræder med sangen "Kom tilbage, Augusta."
Inden den store aften tog hun sig tid til en snak med LigeHer.nu.
Dans, dans, dans
Til daglig går Viola i 3. klasse på Klostermarkskolen i Aalborg, og når skoledagen er slut, står den ofte på dans i lange baner.
– Jeg danser rigtig meget. Jeg danser showdance, hiphop og sportsdans, og jeg kan rigtig godt lide at optræde, fortæller Viola.
Og det gør det jo ekstra perfekt, at Viola nu skal på scenen til årets måske største børnefest – MGP 2026.
At savne dem, man elsker
Til aftenens show optræder Viola med sin sang "Kom tilbage, Augusta".
– Min sang handler om, at man gerne må savne dem, man elsker.
Sangen tager udgangspunkt i en ferie til Frankrig, som Viola var på for tre år siden med sin familie.
Her var kusinen Augusta også med, men hun skulle desværre hjem før Viola.
– Jeg kom til at savne hende rigtig, rigtig meget, så jeg begyndte at synge "kom tilbage, kom tilbage", og så blev det ligesom udviklet til en hel sang.
MGP-rejsen starter
Efter tre års arbejde med sangen fik Viola en idé, der viste sig at være rigtig god.
– Jeg tænkte, at det kunne være sjovt at prøve at sende den til MGP.
Og det gjorde hun så.
– Så var jeg sådan: "Okay, der er jo ikke så stor chance for, at jeg går videre, for der er jo så mange børn, der sender sange ind."
Men tvivlen blev gjort til skamme. Viola strøg igennem både MGP-workshop og -audition, og i aften skal hun så stå på MGP-scenen foran hele Danmark.
Skal du se med?
Der er især to ting, Viola ser frem til i aften:
– Jeg glæder mig for det første allermest til at se de andres shows og sange, og så glæder jeg mig også til at gøre en masse andre små børn glade.
På scenen har Viola to dansere med – Emilie og hendes kusine Augusta.
Vil du se med, skal du tænde for DR1 eller DRTV klokken 19.