Nordjysk rejsebureau har kæmpe succes med rejser i Norden
Året går på hæld, og i den forbindelse kan det nordjyske rejseselskab NILLES Rejser se tilbage på et 2022, der har budt på særdeles høj rejseaktivitet og et yderst tilfredsstillende resultat. For at fortsætte den positive udvikling udvider rejsebureauet nu deres populære koncept med 15 nye destinationer.
- 2022 har været et rigtig godt år for os. Det skyldes særligt en øget rejseaktivitet i Danmark og resten af Norden, som tilmed er større end før coronaens indtog.
Helt konkret er vores bookinger i Danmark steget med 70 procent sammenlignet med 2019, ligesom bookingerne til rejser i resten af Norden er steget med hele 80 procent i samme periode, lyder det fra Miriam Bisgaard Christiansen, som er administrerende direktør hos NILLES Rejser.
Hos NILLES Rejser fejrer man de positive takter med et spritnyt rejsekatalog, der foruden et fortsat stort udbud af rejser i Danmark og resten af Norden tæller 15 nye rejsemål, som blandt andet har fokus på oversøiske rejsemål, krydstogter og togrejser – naturligvis med danske rejseledere uanset hvor i verden turen går hen.