Billede beskrivelse

Nordjysk landmand søger kærlighed: Det er nu, man kan skrive til Jonas

25. april 2022 kl. 11.26

Når den kommende sæson af tv-programmet ”Landmand søger kærlighed” ruller over skærmen til august, er 28-årige Jonas Aagreen Larsen, der bor nær Østervrå, en af de fem landmænd, som er med.

Hans venner meldte ham til programmet, og så skete der noget.

- Så lige pludselig blev jeg ringet op af en caster en dag, husker Jonas Aagreen Larsen, der ikke regnede med, at det blev til noget på det tidspunkt.

Men det blev det, Jonas Aagreen blev udvalgt til at være en af de fem landmænd i programmet.

Jonas Aagreen Larsen får besøg af tv-holdet igen i næste måned, hvor de har breve med til ham fra interesserede piger. Lige nu kan man se præsentationsvideoer af landmændene på nettet, og interesserede har chancen for at skrive til Jonas frem til 6. maj.

- Jeg er selvfølgelig spændt på, om der kommer nogen. Det kan jeg godt gå og have lidt mavepine over. Det ville være frygteligt, hvis man skal sidde der, og så er der ikke nogle breve, overvejer Jonas Aagreen Larsen.

Billede beskrivelse

Senere er der speeddate og gruppedate på programmet, og så skal tre kvinder flytte ind på gården.

Jonas Aagreen Larsen bor på sin egen gård, hvor han for tiden er i gang med at så på markerne. Han har 30 køer af den franske kødkvægsrace Blond d’Aquitaine, de står på hans forældres gård i nærheden. Og så er han ansat som landmand på en anden gård, hvor han passer malkekøer.

”Landmænd søger kærlighed” kan ses på TV2 til august.

Læs mere om Jonas Aagreen Larsen og ”Landmand søger kærlighed” her (betalingsartikel)

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste