Noah har endelig fundet en identitet og den er som lastbilchauffør
FREDERIKSHAVN: De første ni år af Noah Andreassens liv var forvirrende, utrygge og meget omskiftelige i en dysfunktionel familie, som konstant flyttede til nye byer rundt om i landet.
De næste ni år blev i lidt mere faste rammer på et opholdssted i Åbybro, men Noah var stadig meget uafklaret med sig selv og hvilken vej han skulle vælge i livet.
Under et besøg hos sin far, som bor i Hjørring Kommune, gik Noah op på Borgerservice og spurgte, om de kunne hjælpe ham i gang med et eller andet. Det kunne de.
Han fik at vide, at hvis han fik folkeregisteradresse i Hjørring Kommune, så kunne han faktisk starte tre dage senere på FGU Vendsyssel. Så fik Noah travlt med at finde noget at bo i og flytte til Hjørring.
Via FGU Vendsyssel kom han på EGU transportuddannelsen ved EUC Nord på Knivholtvej i Frederikshavn. EGU er en uddannelse målrettet unge, der har behov for afklaring.
Den er praktisk anlagt og tager afsæt i, hvad den enkelte kan og gerne vil. For Noah Andreassen har det været det helt rigtige, og han glæder sig hver dag over, at han den dag fandt på at gå på Borgerservice.
- Jeg har altid været fascineret af lastbiler og haft lyst til at arbejde som lastbilchauffør. Det får jeg muligheden for her. Det overstiger langt mine forventninger. Vi har gode lærere, og jeg har fået nogle gode kammerater, siger Noah Andreassen.