Nicolai fra Frederikshavn vinder installatørpris
Nicolai Viinberg Rehberg fra Frederikshavn vinder TEKNIQ Arbejdsgivernes installatørpris for vvs-installatører.
Et imponerende gennemsnit på 10,25 sikrede Nicolai Viinberg Rehberg årets pris fra TEKNIQ Arbejdsgiverne, da studerende på University College Nordjylland (UCN) fredag fik papir på deres uddannelse til vvs-installatører. Det til trods for, at han har skullet håndtere både skolebøger og ordblindhed.
Det var Nicolai Viinberg Rehberg fra Frederikshavn, som løb med både æren og TEKNIQ Arbejdsgivernes installatørpris, da de studerende på vvs-installatøruddannelsen på UCN i dag kunne glæde sig over et veloverstået uddannelsesforløb.
”Vores lærer havde faktisk fortalt os, at der var en pris for det højeste gennemsnit. Og jeg havde regnet mig frem til, at det kunne blive mig eller en af mine medstuderende. Det er et kæmpe skulderklap – især fordi jeg er ordblind, så det har været hårdt arbejde undervejs,” sagde den 28-årige prisvinder.
Prisen gives til den studerende på hvert erhvervsakademi, der har klaret sig bedst på uddannelsen og har bestået autorisationsprøven. Og selvom den nye coronahverdag betød, at der ikke, som det ellers er traditionen, blev afholdt en dimissionsfest, så skulle Nicolai Viinberg Rehberg ikke snydes for hans velfortjente belønning for et karaktersnit på imponerende 10,25.
Ifølge TEKNIQ Arbejdsgiverne er prisen da også en vigtig markering af de kompetencer, de nybagte installatører bliver udstyret med.
”Installationsbranchen har brug for dygtige folk – ikke mindst når vi kommer ud på den anden side af coronakrisen. Og vi kan jo se, at de nyuddannede installatører er meget eftertragtede ude i virksomhederne,” sagde Tina Voldby, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer 4.300 virksomheder indenfor el, vvs og metal.
Nicolai Viinberg Rehberg er da også nu klar til at tage det næste karriereskridt.
”Lige nu er jeg hos et vvs-firma som vvs’er og senere i dag skal jeg faktisk til samtale til et job som installatør. Men skulle det ikke lykkes at få et nyt arbejde, søger jeg videre til energi management,” sagde han.
Vvs-installatøruddannelsen er en videregående uddannelse, hvor de studerende typisk har en baggrund som vvs’ere.