Netværk med mening
De tre Rotaryklubber er blevet klædt på til sekretariatsopgaven under Maritim festival
FREDERIKSHAVN: Et nyt år med netværk, spændende møder og hyggelige timer er begyndt for de tre Rotary-klubber i Frederikshavn.
Klubber tæller sammenlagt 150 mænd og kvinder, som mødes en gang om ugen - enten tirsdag morgen, onsdag eller torsdag aften.
De tre klubber er forskellige af sammensætning og mødes forskellige steder, men har samme formål: At mødes for at opleve, hygge og gøre en forskel i lokalsamfundet.
Alle tre klubber er dette efterår aktive som frivillige, når Frederikshavn kan fejre 200-års købstadsjubilæum.
Sammen med arrangørerne af den Maritime Festival, der løber af stablen den 21.-23. september på havnen i Frederikshavn, vil de mange rotaryanere oprette sekratiat i Siloen og herfra servicere de mange skibe, der besøger byen i forbindelse med festivalen.
For at skyde et godt år med købstadsjubilæum i gang havde klubberne valgt, at de første møder skulle have et særligt fokus på byen.
For Frederikshavn Rotaryklub blev det en byvandring med arkivar Erik Christensen i spidsen.
Bangsbostand Rotaryklub tog en tur til Hirsholmen, mens Frederikshavn City Morning besøgte Beddingen, hvor en del af den Maritime Festival skal foregå.
Senere har klubben haft besøg af Jan Michael Madsen, der levende fortalte om Tordenskioldsdagene og forestillingen Købstaden, der er skabt som en hyldest til byen og for byens borgere.
Pia Bach, der er apoteker på Løve Apoteket og medlem af morgenklubben, har været med i Rotary i fem år, og er ikke i tvivl om, hvorfor hun står ekstra tidligt op hver tirsdag morgen for at møde kl. 6.45 på Restaurant STED1 på toppen af Hotel Jutlandia - morgenklubbens faste mødested.
- Det er noget helt specielt at komme i vores klub, for vi er en god blanding af mænd og kvinder, som alle tydeligt har det godt i hinandens selskab.
- Hver tirsdag morgen har vi enten besøg af spændende oplægsholdere, eller vi besøger steder i byen eller oplandet, som vi ellers ikke ville have ’adgang’ til som privatpersoner. Det giver et fantastisk indblik i den by og det samfund, vi er en del af, fortæller Pia Bach og tilføjer, at klubkammeraterne tit forlader møderne med en armene over hovedet-fornemmelse, fordi dagen er skudt i gang med en spændende og god oplevelse.
For dem, der holder oplæg eller tager imod besøg fra Rotaryklubberne, giver det også værdi, for de får fortalt om det, de brænder for, og får gjort opmærksom på deres virksomhed eller projekt.
Knud Erik Hørby, der er daglig leder i Maritim Historisk Foreningen på Beddingen, var vært, da morgenklubben besøgte Beddingen.
Han var også glad for besøget, som gav mulighed for at vise rundt og fortælle om hverdagen med arbejdet i værkstederne og det sociale samvær.
- Der kommer cirka 20 personer på Beddingen hver dag og laver forskelligt arbejde - nogle får snavsede fingre, mens andre har rene hænder, når de går hjem igen.
- Til gengæld har alle fået slidt kæberne lidt med snak. Vi er meget åbne over for nye medlemmer fra alle erhverv, og man behøver ikke at være maritim. Det er det sociale, der er i højsædet her, og kvinder er så absolut også meget velkomne - vi savner lidt, at der engang imellem dufter lidt af parfume, fortæller Knud Erik Hørby med et smil.
Alle er velkomne til at kikke forbi i værkstederne på Beddingen, når der er åbne døre.
Og i forbindelse med den Maritime Festival den 21.-23. september er der rig mulighed for at besøge dette unikke sted i Frederikshavn, da Maritim Historisk Forening og Beddingen lægger plads til dele af festivalen.