Én stak af: Politiet lavede knallerttjek på skole
FREDERIKSHAVN: Fredag havde Nordjyllands Politi gang i det helt store knallerttjek på en skole i Frederikshavn.
18 knallerter blev testet på rullefelt, hvorefter 11 blev taget til nærmere undersøgelser.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
2 knallertførere blev sigtet med det samme efter rullefeltsmålingen.
Lidt dramatisk blev det, da en knallertfører ikke ville være med og simpelthen stak af på sin knallert. Han blev kort efter stoppet af en civil politimotorcykel.
- Aktionen både glæder og skuffer mig. Som politileder glæder jeg mig naturligvis over en vellykket aktion udført af vores dygtigere politifolk; men på den anden side skuffer de mange sager og sigtelser mig. For det hele handler jo dybest om trafiksikkerhed, og der er tydeligvis plads til forbedringer, siger vicepolitiinspektør og leder ved politiet i Frederikshavn, Maiken Saaby, der var ansvarlig for aktionen.
Vicepolitiinspektør Maiken Saaby tilføjer, at aktionen skete efter flere borgerhenvendelser om larmende knallertkørsel, og hun oplyser videre, at der ligeledes i forrige uge var en lignende knallertaktion i Brønderslev og Sæby.