Mennesker

Musiktalent fra Sæby udgiver album

14. juni 2022 kl. 08:15

Den snart 25-årige Rasmus Sørensen fra Sæby udgiver sit første album fredag 17. juni. Debutalbummet ”Traits” udgives digitalt og kan købes på diverse streamingtjenester.

Rasmus er født og opvokset i Sæby i et hjem fyldt med musik. Rasmus Sørensen barn fra et hjem med klaver, hvor musikken har været en fast del af hele familiens liv og hverdag.

- Min storebror, Jakob, spiller trompet og er uddannet fra Musikkonservatoriet i Aarhus, og min storesøster, Anne Eleonora, har også spillet aktivt, men har de seneste år brugt sine kræfter på en afsluttende kandidatur i pædagogisk filosofi. Min far dirigerer Sæbygarden og Sæby Big Band. Derudover spiller han klaver og trækbasun. Min mor spiller med i Sæbygarden og Sæby Tyrolerorkester på et Euphonium, som er en lille tuba, forklarer Rasmus Sørensen.

Rasmus’ mor underviste i baby-bongo, hvor han kom med allerede som helt lille. Derefter fulgte mini-rock og en tur gennem Sæby Musikskoles talentudviklingsprogram. Som 9-årig startede han på klaverundervisning, som skulle vise sig at blive Rasmus’ helt store passion og talent.

Sæby Big Band

- Rasmus har gået hele vejen gennem Sæby Musikskoles talentudvikling, udtaler Hans Clausen, som er formand for Sæby Big Band.

- Det vil sige, at han har været hele møllen igennem med soloundervisning, asperineorkester, aspirantorkester, talentklasse, Sæbygarden og talentfabrikken Sæby Big Band. Kun med en sådan flid og arbejdsindsats udvikles ægte talent, og det er Rasmus et klart bevis på, uddyber Hans Clausen.

De seneste fire år har Rasmus Sørensen boet sammen med sin 22-årige kæreste, Mackenzie Méndez, som er klassisk guitarist. De mødtes på Manhattan School of Music i New York, hvor de begge har studeret musik og bor nu sammen i en lejlighed i Harlem på Manhatten.

- Manhatten School of Music svarer til Musikkonservatoriet her i Danmark bare med en langt større pallette af nationaliteter og mangfoldighed, fortæller Rasmus Sørensen, som kom på Manhatten School of Music i 2018, hvor han har studeret på et fuldt betalt stipendium.

- Derudover har jeg fået fuld SU under min fireårige uddannelse. Så jeg føler mig virkelig privilegeret over at være opvokset i et land, som giver mig muligheden for at dyrke og udvikle min passion og talent, som klaverspillet jo er for mig, siger Rasmus Sørensen.

Sæby kontra Manhatten

- At bo i Harlem-kvarteret på Manhatten, i byen der aldrig sover, er enormt spændende og hektisk. Alting er komprimere. Det er en crazy by, et spændende multikulturelt Mekka med hele verden samlet på ét sted, hvor alt kan ske og mulighederne er åbne. New York er en travl og ambitiøs by, hvor man må ”Make it” eller ”Brake it”, fordi de ikke har det samme sikkerhedsnet, som vi har her i Danmark, fortæller Rasmus.

Lige nu er Rasmus på besøg hjemme hos sin familie i Sæby sammen med kæresten. Og her er der helt ro på det hele. Alt er som, det plejer at være. Rummeligt og stille. Her er der tid og rum til at slappe af og bare være Rasmus fra Sæby.

Drømmen

- Mackenzie og jeg bliver i New York det næste års tid. Jeg vil gerne leve af at komponere og spille min egen musik, hvilket jeg med udgivelsen af ”Traits” er i fuld gang med. Der findes så meget god musik. Men jeg er mest af alt jazzmusiker og vil gerne som komponist og pianist være med til at bygge broer mellem genrene. For jeg er interesseret i musik generelt og så længe det lyder godt og rører mig, så lytter og føler jeg, fortæller Rasmus.

Lige nu venter en sommer i København, hvor Rasmus og kæresten skal nyde byen.

- Vi skal ud og opleve hovedstaden og lade os inspirere af en masse musik og liv. Til august rejser vi igen til USA for at studere videre og blive endnu dygtigere til at komponere og spille vores instrumenter. Og så må vi se, hvad fremtiden bringer derefter, siger Rasmus.

Traits

Inden da er der lige udgivelsen af Rasmus Sørensens digitale debutalbum ”Traits”, som er på de digitale hylder fra på fredag.

- Jeg vil gerne vise og dele mine egne musikalske træk, hvor mine egne karaktertræk skinner igennem i musikken, forklarer Rasmus, som er i musikalsk optur og spænding over, han om få dage kan dele ”Traits”.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu