Conny Fristrup er næstformand og Søren Mose formand i Mob Din Krop, der er et tilbud til psykisk sårbare i Frederikshavn Kommune. Foto: Hans Sejlund
Mennesker

Mob Din Krop sender 18 atleter til landsstævne i Vejle

21. juni 2022 kl. 10:05

Det er torsdag eftermiddag, og på boldbanen bag Frederikshavn Stadion er mellem 20 og 30 af idrætsforeningens medlemmer i gang med cachiball og kongespil. Cachiball er en art volleyball, hvor man må gribe og kaste bolden. Formen pudses af inden landsstævnet i Vejle fra 28. til 30. juni, og meget af snakken denne eftermiddag handler om det forestående arrangement.

Klubben har deltaget i landsstævnet syv-otte gange tidligere og har hjembragt flere medaljer, så forventningerne og ambitionerne er høje, selv om det først og fremmest handler om at have en god tur og hygge sig med hinanden og sportsfolk fra andre klubber. For nogle af deltagerne er stævnet i Vejle deres sommerferie, og de glæder sig vildt.

- For alle os, der lever med psykiske udfordringer, er det utroligt givende at deltage i Mob Din Krop. Træningen giver et boost, og man har det rigtig godt bagefter. Her kan alle være med på det niveau, man nu engang kan klare. Vi er rigtig gode til at passe på hinanden, og det er vigtigt, når vi skal på sådan en tur til Vejle. Jeg ved, at det for mange psykisk sårbare kan være en stor udfordring at skulle væk hjemmefra og være sammen med så mange fremmede mennesker. Men det skal nok gå, når vi hjælper hinanden, siger Søren Mose, der er formand i idrætsforeningen.

- Mange har store bekymringer forud for turen, men vi er meget åbne og gode til at tale om tingene. Vi omfavner og inkluderer og sørger for, at alle føler sig som en del af holdet. Jeg har selv haft det utrolig svært, men jeg er nu kommet så langt i mit liv, at jeg kan støtte andre, supplerer instruktør og næstformand, Conny Fristrup.

I Mob Din Krop kan alle være med, for det handler først og fremmest om at have det sjovt sammen med andre. Foto: Hans Sejlund

I Vejle skal Mob Din Krop-atleterne dyste i cachiball, fodbold og krolf, og desuden er der mulighed for at vinde præmier for holdånd og fairplay. Hjemme i foreningen er der mulighed for at dyrke en bred vifte af sportsgrene som f.eks. svømning, vandgymnastik, træning i fitnesscenter, floorball og badminton.

Mob Din Krop benytter både kommunale og private faciliteter i Frederikshavn, Skagen og Sæby. Således låner man FfI’s baner og give lidt tilbage ved at stille et hold af frivillige til Cup No. 1, hvor de i år blandt andet vil hjælpe med at feje tribuner på station.

I kulisserne bag Mob Din Krop finder vi kommunens idrætskoordinator samt folk fra Frederikshavn Støttecenter, Sæby Støttecenter og Fontænehuset og en frivillig fodboldtræner fra FfI.

- Der er brug for, at foreningen understøttes af et personale, der kan motivere og deltage i aktiviteterne. Mange af de psykisk sårbare har brug for et kærligt puf for at komme afsted til træningen. Mob Din Krop er virkelig godt for deltagerne, og vi oplever, at mange får styrket selvværdet ved at få en rolle i et fællesskab med andre, siger Trine Madsen fra Frederikshavn Støttecenter.

18 spillere fra Mob Din Krop skal deltage i landsstævne i Vejle i disciplinerne fodbold, krolf og cachiball, som der trænes i her. Foto: Hans Sejlund

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu