Mennesker

Mob Din Krop havde succes til landsstævne

15. juli 2022 kl. 06:30

Det blev en helt igennem fantastisk tur, de 18 atleter fra Mob Din Krop i Frederikshavn havde til landsstævne i Vejle. Mob Din Krop er en idrætsforening for psykisk sårbare. De frederikshavnske deltagere boede på Idrætshøjskolen i Vejle omgivet af smuk natur, og der var aktiviteter fra morgen til aften.

Sportsligt var stævnet en succes, idet Mob Din Krop vandt sølvmedalje i gå-fodbold og bronzemedaljer i cachiball. Endvidere var der en individuel bronzemedalje til Karen Petersen i krolf. Også triatlon-holdet og 100 meter-løberne klarede sig flot.

En endnu større succes var turen på det sociale plan. Der var et super sammenhold og kampgejst, og flere prøvede nye aktiviteter som Aqua-fitness, klatrevæg og mountainbike.

Stævnet i Vejle fejrede sit 25-årsjubilæum med en stor fest onsdag aften, hvor musikeren Claus Hassing spillede op til dans. Aftenen før havde der været mulighed for at synge karaoke sammen med Claus Hassing, og begge dele var en stor succes. Jubilæumsfesten blev afsluttet med festfyrværkeri.

Nyeste