Billede beskrivelse

Mindeord over Henrik Kostending

Musikkorps Sæbys formand er ikke længere bag trommerne

24. marts 2019 kl. 14.11

SÆBY: Musikkorps Sæbys mindeord om korpsets formand Henrik Kostending, som afgik ved døden fredag, den 08. marts 2019 i en alder af 73 år. Skrevet af sekretær i korpset, Steen Aggerholm:

For os, der kender Henrik Kostending, vil han uvægerligt være forbundet med tre ting: Et sæt trommestikker, en velstoppet pibe og et godt glas øl.

Henrik er født og opvokset i Præstbro sammen med sine brødre og en eneforsørgende mor, idet hans far døde, da han var kun seks år gammel.

Efter endt skolegang kom han i lære som isenkræmmer i Frederikshavn.

Så kaldte værnepligten. Hjemvendt fra militærtjenesten arbejdede han i tæt på 25 år i en grafisk virksomhed, som han selv var med til at starte op.

Hans arbejdsliv omfattede også omkring ti år som fragtmand, inden han sammen med Elinor etablerede ”Bellis Blomster” i Sæby i 1995.

Musiklivet startede i moderens lille lejlighed i Præstbro, hvor han med stor iver trakterede trommerne til grammofonens glade 60’er musik.

Trommespillet førte ham til ”Agersted Drenge Orkester”, hvor også Ellinor fra Agersted var med som fanebærer og tambourmajor.

Interessen for musik førte ham videre til ”Musikkorps Sæby”.

Her opnåede han at være aktivt medlem i 25 år, hvoraf de seneste fem år som bestyrelsesmedlem og formand.

Agersted blev aldrig glemt, så da de gamle piger og drenge fra ”Agerstedgarden” startede ”Agersted Brass Band” var han også at finde bag trommerne her.

Henrik fandt sit livs kærlighed juledag 1968 ved et arrangement i Agersted, og for at bruge Elinors egne ord: ”Så har vi været sammen siden”.

Elinor og Henrik blev viet i august måned 1973 og grundlagde over de kommende fjorten år Kostending-familien med børnene Mette, Bjarke og Trine.

I dag tæller familien yderligere seks medlemmer, nemlig svigersønnerne Carsten og Rasmus samt børnebørnene Karoline, Emil, Karla og Kristoffer.

Sine mange gøremål til trods var familien altid Henriks centrum.

Det gjaldt på hjemmefronten, såvel som i det arbejdsfællesskab han og Elinor etablerede med døtrene Mette og Trine omkring ”Bellis Blomster”.

Henrik er ikke længere blandt os.

Trommestikkerne ligger urørte hen, piben er blevet kold og øllet er blevet varmt og dovent.

Han forlod os alt for pludseligt og alt for tidligt, og vores dybeste medfølelse går til Elinor, børn, svigerbørn og børnebørn.

Vi vil med glæde og taknemmelighed bevare ham i vores erindring.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste