Mindeord: - Arne var en utrættelig naturkraft
Tom Vilmer Paamand, formand for Aldrig Mere Krig, skriver sammen med Jesper Hansen følgende mindeord over Arne Nielsen Hansen, Frederikshavn, som døde 11. juni, 84 år gammel.
Jeg beklager at måtte meddele, at Arne Nielsen Hansen døde 11. juni 2024, så dette er en af de sidste emails, der vil komme fra denne konto. For mange af os aktivister var Arne en utrættelig naturkraft, som det er svært at forstå nu er borte. Æret være hans minde!
Arne Nielsen Hansens søn, Jesper Hansen, fortsætter mindeordet:
Min højt elskede far, Arne Nielsen Hansen født 23.07.1939, døde sent tirsdag 11. juni. Far var 84 år og havde svækket helbred. Alligevel døde han uventet efter en operation.
Vi var sammen få dage forinden fra tirsdag til fredag 7. juni. Torsdag havde vi far med på tur til hans yndlingsudsigtspunkt på Øksnebjerg. Fredag pakkede han selv sin interviewmikrofon nøje ind og gav mig den med til vennerne fra fredsbevægelsen i Aarhus.
De skulle have mikrofonen med på folkemødet på Bornholm og gøre lydoptagelser, som far kunne bearbejde bagefter til en radioudsendelse om fredsbevægelsens folkemødeaktiviteter. Han tænkte som altid kun fremover og havde ikke planer om at dø endnu.
Tak til alle de mange som allerede har vist deres omtanke og medfølelse. Stor tak til Paul Rode Andersen og Shan/tamiler i Frederikshavn og Sæby for at skrive nekrologer over far, og tak til de over hundrede andre som har skrevet mindeord og kondolencer. Tak også for stærke mindeord fra Elise Bjerkrheim og Pia Qu Hyrland fra Bedsteforældre for Asyl og mange andre af Arnes venner og medaktivister.
Det var fars ønske at danne en forening, som kunne sørge for, at hans efterladte artikler og radioprogrammer skulle forblive publiceret og tilgængelig for almenheden og historie-skrivningen. Jeg håber, vi kan hjælpe hinanden med det.
Elskede far, du var mit første og største forbillede. Du viste mig verden og gav mig uforbeholden kærlighed.
Tak for vellevet liv!
Bisættelsen finder sted i Frederikshavn 28. juni klokken 14, fra Fladbjerg kirkegårdskapel på Brønderslevvej 56. I stedet for blomster kan man betænke Dansk Flygtningehjælp, mærket Arne Nielsen Hansen.
Jeg håber, at mange har lyst at komme og hjælpe os med at fejre hans liv! Efter fars ønske har vi tilrettelagt bisættelsen i samarbejde med ceremonileder Susanne Keiding fra Humanistisk Samfund.
Bagefter er alle velkomne til mindesammenkomst i Restaurant Møllehuset, Skovalléen 45. Vi håber på mange taler og indslag!