Min jul i Skagen: For Sussi handler julen mest om arbejde
SKAGEN: Ligeher.nu har i denne juleserie talt med personligheder i Skagen om deres særlige forhold til julen i Skagen.
For Sussi Crone, fra Tonnys Blomster i Skagen, handler julen mest om arbejde, men der er alligevel et par juletraditioner, som hun ikke vil være foruden.
Min jul
Juleaften er hjemme hos os, min mor steger anden, min kusine kommer med konfekten og jeg er så heldig, at der er en, der har gjort rent hos mig. Så tømmer Nanna og jeg butikken og pynter stuen op.
Og 1. juledag kører jeg igen i butikken og fylder op i automaten og foran butikken, og så kører jeg til julefrokost hos min kusine - og ind imellem i løbet af juleforkosten kører vi så ned og fylder blomster op igen efter behov. Så folk kan også købe blomster 1. og 2. juledag hos os.
Det synes jeg er særligt ved Skagen i julen
Hvis man kigger bag om disken hos os her i juletiden, så kan man se, at det bugner med kagedåser. Det er kunderne, der er så søde at forkæle os og kommer med småkager til os. Det er da noget særligt.
Mine traditioner
Mine traditioner i julen er arbejde. Jeg er faktisk mere eller mindre kun her i butikken. Det er vi alle i familien. Det er lige før vi heller ikke sover. Vi arbejder bare.
Jeg er vokset op i det, og kan slet ikke forestille mig, at det skulle være anderledes.
Det vil jeg ikke undvære
Jeg vil ikke undvære juleaften og julefrokosten hos min kusine, hvor vi kan sidde oppe til sent på natten. Vi må bare sove senere. Det er traditioner, som hører min jul til.
Og så køber jeg altid mine julegaver lokalt i byen. Det er vigtigt for mig at handle her i byen.
Det bedste ved min jul
Det er pakkerne! De er som regel altid gode.