Billede beskrivelse

Min jul i Skagen: For Anders handler julen både om venner og familie

19. december 2025 kl. 19.03

SKAGEN: Ligeher.nu har i denne juleserie talt med personligheder i Skagen om deres særlige forhold til julen i Skagen.

For regionsdirektør i Sparekassen Danmark, Anders Mortensen, er julen spækket med alt fra familie, kirkegårdsbesøg og håndbold til julehygge med familien.

Min jul

- Vi skiftes fra år til år mellem min og Christinas (hustru red.) familie. I år er det så min del af familien, der kommer hjem til os. Vi bliver vores familie og min søster, hendes mand og børn og mine forældre.

Det synes jeg er særligt ved julen i Skagen

- En del af Christinas familie bor i København nu, så der har vi også holdt jul nogle gange, men ellers holder vi os til Skagen.

- Jeg synes Skagen er særlig hele året rundt, men julebelysningen ned gennem Skagen bymidte giver det hele lidt ekstra dimension nu, så mærker man, at julen er ved at være der.

Mine traditioner

- Den 24. december har vi børnene med rundt på en bette gåtur, blandt andet forbi kirkegården og lægge blomster og ellers bare rundt og hilse på hos min mormor, moster og onkel og få en æbleskive og så en frokost med gode venner.

- Den 27. december er vi nogle gamle håndbolddrenge, der mødes og spiller mod Skagens herrehold, og så hygger vi og fortæller røverhistorier om, hvordan året er gået for os hver især siden sidst. Det er en sjov tradition som har varet i mange år efterhånden.

Det vil jeg ikke undvær

- Helt banalt så ser jeg frem til 1. juledag med varme boller fra bageren og rullepølse fra Slagter Munch.

- I år har jeg måtte undvære både juletræstænding og juleskib, da jeg har været udenbys. Det plejer vi ellers altid at være til.

- Og så plejer fruen og jeg altid at have en dag op og ned ad gaden i december, hvor vi køber julegaverne lokalt. Det vil jeg helst heller ikke undvære.

Det bedste ved min jul

- For mig er det tiden med familien og hyggen, som er det bedste ved julen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste