Michael holder af fællesskabet i Skagen
SKAGEN: I denne serie tager jeg mig en lille snak med en række personer, der alle bor eller arbejder i byen, om livet og tankerne her.
I denne uge har jeg været en tur forbi Skagen Uddannelsescenter.
Hvad hedder du, og hvad laver du?
Jeg hedder Michael Ax, og jeg arbejder i dag på Skagen Uddannelsescenter, hvor jeg blandt andet arbejder med EU-projekter i samarbejde med en række europæiske lande. Før det var jeg en hel del år i museumsverdenen.
Hvor længe har du boet i Skagen?
Jeg kom til Skagen i efteråret 1999 for at blive museumsleder på Skagen By- og Egnsmuseum, som det hed dengang.
Hvor er dit yndlingssted i Skagen?
Den er svær! Noget af det, jeg især holder af ved Skagen og omegn, er netop variationen og de mange muligheder for at finde steder, der matcher ens behov og humør. Det er unikt, at man midt om sommeren kan være midt i byen og mærke den høje puls det ene øjeblik, og kun få minutter senere kan være helt alene med eftertænksomheden i klitten eller plantagen. Lidt længere fra byen har jeg mange yndlingssteder på Hulsig Hede, på sletten bag Råbjerg Mile og Slåbakke nord for Skiveren.
Hvad ville du savne ved Skagen, hvis du flyttede?
Først og fremmest de mange gode mennesker, jeg har lært at kende. Men også alt det fantastiske ved stedet: Havet, vinden, klitterne, heden.
Hvad er styrken ved Skagen?
Evnen til at rykke sammen, når der virkelig er behov for det. Århundreders erfaring viser, at når noget skal ændres eller krisen kradser, så kommer der ingen udefra og hjælper. Skagboerne har altid måttet gøre tingene selv, og det giver en særlig styrke og overlevelseskraft.
Det er også en styrke, at Skagen – trods selvopfattelsen og myten – faktisk er et tolerant og inkluderende lokalsamfund med udsyn. Skagen har gennem hele sin historie som kyst-, fisker- og turistsamfund været vant til at møde omverden både hjemme og ude.
Hvad er svagheden?
Der kan til tider være lidt for meget ”vi plejer” og ”det har vi prøvet”. Trods udsynet og tolerancen er Skagen også et traditionsbåret samfund, så det kan være en ret stor udfordring at overbevise om, at nogle ting måske kan gøres på en anden måde.
Hvad er du optaget af lige nu?
Med hensyn til Skagen er jeg optaget af, sammen med alle gode kræfter, at finde håndtag, der kan skrues på for at bidrage til at modvirke den stærkt bekymrende affolkning og aldersforskydning.
Der sker hele tiden mange ting i Skagen – hvad drømmer du om, der kommer til at ske her i fremtiden?
Mest af alt, at Skagen vedbliver at være et autentisk og levedygtigt samfund, hvor der kan leves hele liv fra vugge til grav. Det kræver, at der er et aktivt erhvervsliv med gode jobmuligheder og fair arbejdsforhold, et attraktivt kulturliv for alle, tilstrækkelig offentlig service, et bredt udbud af boliger og boligformer, samt en nødvendig prioritering af hensyn til miljø og klima.