Mathilde er ny fysioterapeut i Sæby
Den 1. november slog Mathilde Smolinski Hansen dørene op til klinikken Fysioterapi & Træning. Klinikken ligger på Rådhuspladsen 3 i Sæby og har indgang på bagsiden af Sæby Svømmebad med facade mod Lidl.
27-årige Mathilde er uddannet fysioterapeut med speciale i gynækologi, obstetrik og urologi og kan derfor behandle blandt andet inkontinens, smerter i underliv og bækkenrelaterede graviditetssmerter. Mathilde er faktisk den eneste fysioterapeut med lige netop det speciale, man kan finde nord for Aalborg. Ligeledes er Mathilde bestyrelsesmedlem i DUGOF (Dansk Selskab for urologisk, gynækologisk og obstetrisk fysioterapi), hvor hun er med til at udvikle kurser til andre fysioterapeuter.
Udover specialet tilbyder Mathilde også almen fysioterapi og massage i klinikken.
- Derudover har jeg også startet holdtræning hos Sæby Firmaidræt, hvor man allerede nu kan komme på to forskellige hold om mandagen. Et fra 18-19, hvor der er fokus på stabilitetstræning for kvinder i overgangsalderen, og igen 19-20, hvor jeg kører et hold med pulstræning for mødre, så de i fred og ro, uden børn, kan blive strammet op og komme i form igen, fortæller Mathilde Smolinski Hansen og forsætter: Fra torsdag den 14. november 10-11, starter jeg et efterfødselshold op. Så har man lige født og gerne vil i form, så har jeg stadig et par pladser tilbage på det hold, og her må man naturligvis gerne tage baby med, slutter Mathilde af med et smil.