Martec-lærer nomineret til national pris
FREDERIKSHAVN: Hvert år hædrer Uddannelses- og Forskningsministeriet undervisere på de videregående uddannelser i Danmark med en pris på 500.000 kroner.
Denne pris kan meget nemt ende i Frederikshavn, fordi MARTEC har nomineret lektor Morten Gyde Jacobsen.
Morten Gyde Jacobsen er valgt med stor opbakning fra både studerende, kolleger og ledelse.
Lektoren blev overrasket med kage og blomster i en pause i forbindelse med et el-kursus han afvikler for medarbejdere fra Flådestation Frederikshavn.
- Det tog lige et øjeblik før det gik op for mig hvad der foregik – men da vicedirektøren og uddannelseschefen blev stående ved mig med blomster og lagkage, faldt femøren, fortæller Morten Gyde Jacobsen og fortsætter
- Jeg er utroligt glad og beæret over nomineringen til årets underviser. Det vil glæde mig, hvis jeg kan være med til at sikre den nationale pris til MARTEC. Det lyder jo ret flot med titlen ”årets underviser”, men jeg tror nu ikke, det vil ændre min måde at være på. Jeg tager det som det kommer.
Prisen er oprettet for at hædre Danmarks bedste undervisere, og sætter dermed fokus på den gode undervisning.
Det kan blandt andet være gennem fornyelse, at bringe ny teknologi ind i undervisningen, evnen til at engagere de studerende og pirre deres nysgerrighed, for på den måde løfte deres passion for deres studie.
- Det er altid svært at fremhæve én underviser frem for en anden, men det er en kæmpe fornøjelse at hædre Morten Gyde for hans fremragende undervisning, siger Pia Ankerstjerne, der er direktør på MARTEC.
Morten Gyde har en fantastisk evne til at møde de studerende i øjenhøjde.
Han er god til at kombinere den traditionelle klasseundervisning med laboratorieøvelser, virksomhedsbesøg og gæsteforelæsere, og han går gerne den ekstra mil for at sikre, at alle studerende er med.
Han er også kendt for sine “vilde” forsøg, hvor han håndgribeliggør komplekse teorier gennem jordnære forsøg i skolens laboratorier.
Om Morten Gyde får prisen må vi vente med at få at vide til juni, hvor overrækkelsen finder sted i København.