Billede beskrivelse

Mændene er over 60 år - og de har samvær, sjov og kommer meget bedre form

21. juni 2025 kl. 19.02

STRANDBY: I Bannerslundhallen ved Strandby, har man stor succes med at lave styrketræning for en aldersgruppe, der ellers kan være lidt svære at rykke hjemmefra. 

Det er fysisk træner Peter Wallenskog i SEIF Senior-idræt, som i marts 2024 fik ideen til det rene 60+ mandehold. Han har i over 5 år trænet den blandede 60+ gruppe, hvor det fortrinsvis er kvinderne der er aktive.

- Jeg havde ideen om, at de lidt ældre mænd foretrækker at træne sammen med andre mænd i stedet for at træne på blandede hold. Mændene har en anden fysik, og er ofte mindre smidige end kvinderne. Og så opstår der jo en helt speciel kultur, når en gruppe mænd er samlet. Jeg fik chancen af bestyrelsen i SEIF Senioridræt til starte mandeholdet. I starten var vi kun fire til træning, men langsomt udviklede det sig ved anbefalinger og gode netværk. Nu er vi oppe på 21 tilmeldte. De er ret mødestabile, og vi er ca. 14-17 stk. til træning hver gang fortæller Peter Wallenskog. 

Billede beskrivelse

Træningen er hård, men der tages altid hensyn til evt. skavanker, og er der en øvelse man ikke kan deltage i, laver man bare en anden. Der trænes mange forskellige muskelgrupper og udstrækning prioriteres højt. Mange af deltagerne bliver faktisk overraskede over hvor hurtigt de forbedrer deres styrke og smidighed – og det er noget der kan mærkes i hverdagen.

- Det er rigtig fedt når flere af mændene kommer og fortæller, at de på forholdsvis kort tid er blevet stærkere, smidigere, vejer mindre, har fået bedre kondition og ikke mindst bedre målinger hos lægen. I dag var der en der fortalte, at han nu igen kunne bukke sig og røre gulvet. Det gør mig glad fortæller en meget engageret Peter Wallenskog.

Billede beskrivelse

Men det skal ikke være træning det hele - det sociale samvær prioriteres højt. Der er altid kaffe og kage i cafeteriet efter træningen, hvor snakken går højlydt og røverhistorierne flyver over bordet.

- Men vi kan sagtens være flere på holdet, så hvis du tænker det kunne være noget for dig, så kom og træn med eller puf til én der kunne trænge til at komme i bedre form. Man kan træne med et par gange for at se om det er noget siger Peter Wallenskog.

Billede beskrivelse

Der trænes hver torsdag fra kl. 09.30 til 10.30 i Bannerslundhallen – og man møder bare op ca. et kvarter før. Den sidste træning inden sommer er den 26. juni og derefter er der ferie indtil første træning som er torsdag den 7. august.

Billede beskrivelse

Senioridrætten har høj prioritet i SEIF og man har i øjeblikket over 100 medlemmer i aldersgruppen 60+. Udover herre- og mix- styrkeholdene, er der også et kvindegymnastikhold, der spilles krolf samt padel/pickleball afhængig af vejr og årstid.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste