Seneste nyt
Billede beskrivelse

Lokale DM-vindere blev fejret med fiskefrikadeller

09. maj 2026 kl. 06.03

FREDERIKSHAVN: DM i Skills blev i år afholdt fra 22. til 25. april, hvor elever og lærlinge fra hele landet dystede i deres respektive fag. Ved afslutningen kunne fire deltagere fra Frederikshavn Kommune kalde sig danmarksmestre.

Som traditionen byder, blev sejren fejret i byrådssalen på Frederikshavn Rådhus, hvor den lokale pendant til rådhuspandekager - fiskefrikadeller - blev serveret.

Det skriver Frederikshavn Kommune i en pressemeddelelse.

Danmarksmestre i forskellige fag

I alt havde 285 elever og lærlinge konkurreret i 48 forskellige fag, og til slut stod fire vindere fra Frederikshavn Kommune tilbage. De lokale danmarksmestre var:

- Jonas Backhausen, autolakerer

- Olivia Turculeanu, frisør

- Marie Louise Skjærlund Egetoft, kosmetiker

- Caroline Kammer Olesen, social- og sundhedsassistent

Billede beskrivelse

Fejring med taler og anerkendelse

Ved receptionen på rådhuset deltog de nykårede danmarksmestres familier og arbejdsgivere. Flere byrådsmedlemmer og kommunale direktører deltog også for at lykønske vinderne.

Borgmester Jon Andersen holdt en tale for de stolte vindere, og John Lamp Henriksen, formand for Udvalget for Arbejdsmarked, Virksomheder og Uddannelse, sagde også et par ord.

- Jeg er som borgmester utrolig stolt over at kunne fejre fire så stærke repræsentanter for vores kommune, udtalte Jon Andersen.

- Vi har i høj grad brug for, at flere unge tager en erhvervsuddannelse. Jeg er helt overbevist om, at det har enorm betydning, når forbilleder som jer træder frem og viser, hvad man kan opnå, hvis man tør at gå helhjertet ind i noget, fortsatte han.

Gaver til de nykårede Danmarksmestre

Som anerkendelse for deres flotte præstationer fik de fire vindere hver et glasfad lavet af den lokale kunstner Rikke Pape samt et FREDERIK-gavekort.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste