Lissi Simonsen med det synlige bevis på hædersprisen. <i>Foto: Tommy Thomsen</i>
Mennesker

Lissi modtog hædersprisen for sin "utrættelige indsats"

18. september 2022 kl. 20:29

Sæby Museums hæderspris ”Anton” blev forleden overrakt til Lissi Simonsen.

Sæby Museums Forenings formand, Vagn Thidemann, der på bestyrelsens vegne havde fornøjelsen at overrække prisen, sagde bl.a. i sin begrundelse for valget af Lissi Simonsen:

Lissi har i mange år udført et kæmpe arbejde for Sæby Museum og den historiske kultur omkring Sæby, dels som bestyrelsesmedlem og samtidig virket som kasserer i Saltlandets historisk forening for Sæby og Omegn.

Efter sammenlægningen af de tre kulturhistoriske museer i Skagen, Frederikshavn og Sæby i den nye Frederikshavn Kommune, dannedes Nordjyllands Kystmuseum, og Sæby Museums Forening opstod som støtteforening for det nye museum.

Lissi Simonsen trådte straks ind i den nye bestyrelse, som udpeget af Saltlandets bestyrelse. Lissi Simonsen har siden beklædt posterne som kasserer i begge foreninger, men det har ikke forhindret hende i altid at være til stede ved praktisk talt alle arrangementer, hvor hun altid villigt har tilbudt sin hjælp.

Ved overrækkelsen af prisen nævnte Vagn Thidemann ligeledes Lissi's utrættelige indsats ved uddelingen af ”Sæbybogen” og medlemskort til Sæby Museums Forening, hvor hun har cyklet Sæby og nærmeste omegn tynd gennem mange år.

”Anton” er Sæby Museums hæderspris som overrækkes til en person, der har ydet en ekstraordinær indsats for Sæby Museum. Prisen uddeles ikke hvert år, men kun når der er en særlig årsag dertil og der findes en person, som har gjort sig fortjent til den og den anledning fandtes i år.

Annonceret indhold

Nyeste