Leif støtter op om afdød søsters hjertesag: Donerer flot beløb endnu engang
SKAGEN: For 84-årige Leif Hjortshøj er foreningen SIND blevet en hjertesag, som han har overtaget fra sin afdøde søster.
Det er ikke mange måneder siden, at han donerede hele 25.000 kroner til den lokale SIND-afdeling i Frederikshavn Kommune, og nu gør han det igen.
- Jeg vil hellere hjælpe andre, end at bruge penge på unødvendigt forbrug, fortæller Leif Hjortshøj, der selv kommer fra Skagen.
Et godt kendskab
Samlet løber de to donationer nu op i 50.000 kroner - et beløb, han betragter som en personlig hyldest til sin søster.
Irene Hjortshøj var i mange år en frivillig ildsjæl i foreningen SIND - både lokalt, regionalt og på landsplan.
Gennem hende, har Leif hørt utallige fortællinger om det vigtige arbejde, som foreningen udfører for psykisk sårbare mennesker.
Især SINDS besøgsvenner er et initiativ, som ligger Leif Hjortshøj særligt på sinde. Derfor går en stor del af beløbet også til netop denne aktivitet.
- Det betyder alverden
Hos SIND Frederikshavn og Læsø er de meget berørte af Leif Hjorthøjs støtte.
- Sådan en uventet håndsrækning betyder jo alt, siger Niels Christian Jensen, der er en del af den lokale afdeling.
Selvom hele foreningen kører på frivillig basis, er der alligevel nogle naturlige udgifter til for eksempel supervision, forplejning og andre aktivitets- og mødeudgifter.
- Så det betyder alverden. Det betyder rigtig meget, siger Niels Christian Jensen.