Larsens Pulterrum er åbnet i Jerups gamle bageri
Det er Britta Larsen, der har åbnet ny butik med møbler og brugskunst i det gamle bageri på Skagensvej 422A i Jerup.
Britta Larsen åbnede Larsens Pulterrum 1. marts. I butikken, som nu er kommet rigtigt på plads, finder man retro, finere genbrugsting, møbler samt et flot udvalg af smykker, strandkunst og strik som Britta selv laver.
- Det er et lille frirum - en holdeplads - som jeg har fået herude, hvor jeg kan hygge mig med min hobby og være i Pulterrummet, når lejligheden byder sig. Så hvis flaget er ude er der åbent. Så kan man komme ind og få en snak, fortæller Britta, der til dagligt har vikarjobs, som også skal passes.
Hun fortæller, at hungerne modtager og afhenter ting og små møbler. Derfor kommer der også hele tiden nye ting i butikken. Møblerne, som Britta Larsen henter eller får ind i butikken, bliver renoveret og gjort klar med ny maling, som er en af hendes store passioner.
- Jeg er blevet taget rigtig godt imod af borgerne her i Jerup og har allerede modtaget mange fine ting og møbler fra dem, fortæller Britta Larsen, der selv bor i Elling.
Kig forbi og se, om der er noget, du ikke kan undvære eller bare for at få en snak.
Larsens Pulterrum er åbent onsdage mellem kl. 13 og 16 eller efter aftale.