Lærlingen Anna vinder pris
SKAGEN: Hos KS Elektro har de en lærling, der skiller sig ud. Anna Braad Haugaard er tilflytter fra Midtjylland, HTX-student og elektrikerlærling med en imponerende høj faglighed.
Det fortæller Serviceteam Skagen i en pressemeddelelse.
Mødet mellem Anna Braad Haugaard og KS Elektro fandt sted på en lærepladsdating i Viborg. Her blev Daniel Levorsen hurtigt overbevist om, at hun var den rette lærling til virksomheden – hvis hun var klar til at flytte til Skagen.
Det var hun. I juli 2025 flyttede Anna Braad Haugaard til Skagen og begyndte som elektrikerlærling hos KS Elektro. Et valg, som både hun selv og virksomheden er meget glade for.
– Det er fedt at komme ud på de kæmpestore skibe og arbejde. Arbejdet er rigtig spændende, og det er sjovt at fejlfinde og finde løsninger, fortæller Anna Braad Haugaard.
Daniel Levorsen, der er hendes daglige leder, fremhæver især hendes nysgerrighed og faglige tilgang.
– Anna udfordrer mig, fordi hun spørger ind bag om problemet og gerne vil forstå det hele. Det er utrolig givende at arbejde med en lærling som hende, siger han.
Den store anerkendelse kulminerede torsdag den 7. maj, hvor Anna Braad Haugaard modtog Serviceteam Skagens Uddannelsespris på organisationens generalforsamling. Prisen er ledsaget af 5.000 kroner.
Ifølge KS Elektro er prisen fuldt fortjent.
– Hendes faglige niveau er utrolig højt. Hun arbejder selvstændigt, samarbejder godt med alle og leverer altid pålidelige resultater, siger Daniel Levorsen, som samtidig fortæller, at han bevidst giver hende opgaver på højt niveau for fortsat at udfordre og motivere hende.
I indstillingen til uddannelsesprisen fremhæver virksomheden blandt andet:
- Anna har fra første dag udvist et bemærkelsesværdigt talent for elektrikerfaget. Hun tilegner sig både teoretisk viden og praktiske færdigheder i et tempo og på et niveau, der ligger langt over det forventelige for en lærling. Hun arbejder yderst selvstændigt, løser fejlfinding effektivt og finder selv gennemarbejdede løsninger, så opgaverne kan afleveres korrekt og rettidigt.
Anna Braad Haugaard peger selv på sin opvækst som en vigtig del af forklaringen på hendes faglige styrker.
– Min far gav mig og mine søskende regnestykker, når vi var ude at køre. Han spurgte eksempelvis, hvad kvadratroden var. Samtidig hjalp vi med praktiske projekter som renovering af huset, fortæller hun.
Efter HTX havde Anna Braad Haugaard brug for en mere praktisk hverdag.
– Efter HTX var jeg kørt træt i teori og havde egentlig tænkt mig at tage et sabbatår, før jeg skulle læse videre, fortæller hun.
I stedet begyndte hun på Mercantec i Viborg, hvor eleverne blev opfordret til at søge læreplads bredt. Det førte til kontakten med KS Elektro.
Virksomheden arrangerede efterfølgende et praktikforløb i Skagen, hvor Anna Braad Haugaard fik mulighed for at lære både arbejdsopgaverne og virksomheden at kende. Praktikken blev starten på samarbejdet, og i sommeren 2025 flyttede hun permanent til Skagen.
Som en del af lærlingeforløbet fik hun også tilbudt bolig sammen med tre andre lærlinge.
– Det gav ro at vide, hvor jeg skulle bo. Så var der én ting mindre at tænke på, da jeg skulle flytte til en helt ny by og starte et nyt sted, fortæller Anna Braad Haugaard.
Skagen som uddannelsessted
Serviceteam Skagen vil med prisen hylde dygtige mennesker under uddannelse i Skagen og sætte fokus på mulighederne for at uddanne sig i Skagen.
Formand for Serviceteam Skagen, Peter Møller, anser Anna Braad Haugaard for den helt rigtige vinder.
- Det er stærkt at vælge at flytte til Skagen og vælge en uddannelse i en meget mandsdomineret verden, siger Peter Møller og uddyber:
- Fagligheden og hendes væsen gør hende til en værdig vinder af Uddannelsesprisen. Anna kan måske være med til at tiltrække flere unge mennesker - piger og drenge - til et erhverv, som bestemt mangler hænder, siger han.
Anna Braad Haugaard er fra den mindre by Ans og trives i en stille og rolig by, som Skagen jo er det meste af året. Om hun bliver boende, når uddannelsen er færdig i 2028, ved hun ikke. Sikkert er det i hvert fald, at hun som elektriker får mange valgmuligheder. Der er rift om dygtige elektrikere.