Seneste nyt
Billede beskrivelse

Kristian og Oscar var i front til DM i ultraløb

07. maj 2026 kl. 08.03

SÆBY: SIK80-løberne Kristian Pape Jørgensen og Oscar Kølbæk Rosenberg fra Sæby var begge med helt i front i det nyligt afholdte DM i 100 kilometer i Viborg. 

Begge kom i mål på under otte timer, som er tidsgrænsen for kvalifikation til ultralandsholdet.

Oscar kunne med sin præstation indtage podiet på en flot 3. plads i tiden 7:17:27, mens Kristian, der debuterede på distancen, blev nummer 4 i tiden 7:32:33.

De to SIK80-løbere indgik i en frontgruppe på seks løbere, som lagde hårdt ud fra start. De første cirka 60 kilometer blev tilbagelagt i højt tempo, men med plads til både snak og godt humør undervejs.

- Stemningen var meget god og kammeratlig, der er ingen, der har rundsave på albuerne, man løber bare og snakker med hinanden og hygger sig - så længe man kan følge med, fortæller Oscar.

Oscar er allerede en del af ultralandsholdet og har deltaget i både trail- og terrænløb rundt omkring i verden. Senest repræsenterede han Danmark ved VM på 50 kilometer i New Delhi i Indien.

Billede beskrivelse

Nu er fokus rettet mod næste store mål, nemlig en plads ved VM på 100 kilometer i Nordspanien til september. 

For at stå skarpest muligt frem mod mesterskabet har Oscar allieret sig med MDRunning, hvor Mikkel Retsloff lægger hans træningsprogram, og med fokus på fart har han blandt andet formået at skære 15 minutter af sin bedste marathontid.

Oscar har løbet i omkring 7 år, hvoraf de seneste 2 år har været mere seriøse, men løbetræningen er ikke det eneste, der optager Oscar, for han er netop flyttet til Aarhus, hvor han er i praktik som en del af sin uddannelse til skibsingeniør. Samtidig balancerer han et fuldtidsarbejde på Flådestationen i Frederikshavn.

Kristian Pape er forholdsvis ny ultraløber, og ud fra hans egne ord, er han færdig med at jagte PR på halvmarathon og marathon. Nu vil han i stedet udfordre sig selv på de længere distancer, hvor det mentale overskud skal findes frem, og den kamp fik han lov at mærke ved sin DM-debut på 100 kilometer.

- Jeg gik ind til Viborg med en lille drøm om at løbe på otte timer, da det er landsholdskravet. Men som den væddeløbshest jeg er, lavede jeg en total selvmordsaktion ved at følge med de bedste i front de første 50 kilometer, så jeg vidste, at den næste halvdel ville blive modbydelig, fortæller han.

Billede beskrivelse

Da Kristian passerede 65 kilometer, begyndte kroppen at sige fra. Både væske og mad blev svære at få ned, og de sidste mange kilometer blev en kamp mod både kroppen og distancen.

Alligevel holdt han fast. Med stor stædighed kæmpede han sig i mål, sikrede sig fjerdepladsen samlet og kunne samtidig glæde sig over sejren i sin aldersgruppe.

Kristian har tidligere haft Nikolaj Bonde som træner, og samarbejdet er nu genoptaget med fokus på at udvikle sig som ultraløber.

- Sidst jeg havde Nikolaj, som træner, forbedrede jeg mine tider på både halv- og helmarathon, så det var klart, at valget faldt på ham igen, fortæller Kristian.

Næste mål er på plads. I juni stiller Kristian op ved Iceland Volcano Marathon, hvor ambitionen er at kæmpe med om førstepladsen. Senere på året venter Mors 100 Miles og Love Nature Run’s Backyard Ultra. I det sidstnævnte løb blev Kristian sidste år nummer to, da han udgik efter 30 omgange og opnåede i alt 201 kilometer på 30 timer.

For begge løbere gælder det, at de har ambitioner om at forbedre deres indsats, og det bliver spændende at følge deres udvikling.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste