Kristian har løbet halvvejs rundt om kloden
SÆBY: Kristian Pape har løbet i seks år, og hvis man lægger alle hans tilbagelagte kilometer sammen, har han løbet fra Sæby til Kenya og tilbage igen, eller næsten halvvejs rundt om kloden, 18980 kilometer er det blevet til.
Det hele startede med et nytårsforsæt ved årsskiftet til 2019, da Kristian med egne ord, var blevet lidt chubby.
- Jeg kunne ikke løbe en kilometer dengang. Jeg startede med at løbe 3-4 km ad gangen og gik vist også lidt, og i det første år var min længste tur på 10 km, fortæller Kristian.
Som mange ellers tror, har Kristian ikke altid været en sprinter, men han er sandelig kommet efter det – og nok har han flair for det, men han er ikke kommet sovende til sine præstationer. Kristian løber i snit 70 km om ugen, og i 2024 har han løbet over 1000 omgange på Sæby Atletikstadion, hvor han er medlem af klubben SIK80.
- Det stak nok lidt af under coronanedlukningen, fordi jeg begyndte at kede mig lidt, og så var der en fra mit arbejde, der sagde, at man ikke var en rigtig løber, før man havde løbet et marathon, så det gjorde jeg. Jeg blev sat af i Hals og løb hjem til Sæby, og det passede præcis med 42,2 km, og det tog mig 2 timer og 55 minutter, og jeg har aldrig været over 3 timer om at løbe et officielt marathon.
Marathon på is
Den statistik bliver muligvis sat på prøve, da Kristian har valgt at udfordre sig selv med et marathon på is.
Kristian trodser sne og kulde og begiver sig ud på sit hidtil mest ekstreme løb, nemlig Sea-Ice Marathon i Luleå, hvor alle 42,2 kilometer er på is. Derfor har Kristian også indkøbt pigge til sine sko, hvor han velkommer sneen, der er dalet ned de seneste dage, så han kan få testet sit udstyr, inden han og skoene skal stå deres prøve den 16. februar.
Det, der virkelig adskiller dette maraton, er det faktum, at hele banen foregår på naturlig is, og ruten skal tilbagelægges to gange, hvor man selv skal sørge for sit depot.
- Jeg tager nogle gels med, det kan ikke svare sig med væske, for det fryser alligevel til is, men jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal have på, det er jo sindssygt koldt deroppe, gyser Kristian.
Og koldt bliver det uden tvivl, 1400 kilometer fra Danmark, med en temperatur på -20 grader i det nordligste Sverige tæt ved Finlands grænse, og hvor 30% af de tilmeldte udgår, kan man undre sig over, hvorfor Kristian gør det.
- Jeg er færdig med at jagte PR og færdig med at løbe stærkt, så nu vil jeg sætte nye mål og prøve noget, som alle andre ikke har gjort, smiler Kristian.
Men det er ikke kun i Luleå, at Kristian har meldt sig til et is-marathon, han har også booket en plads til Frozen Lake Marathon i Norge, hvor han vil forsøge at slå banerekorden på 2:59:29.
- I år løb jeg marathon på 2:39:20 i Berlin, så jeg har jo nærmest 20 minutter i banken, ler Kristian.
Han ved dog godt, at det bliver en udfordring, og derfor har han også rådført sig med ultra- og ekstremløber Kristina Schou Madsen, og som han siger, så vinder man jo aldrig, hvis man ikke tør at satse.
Løb i udlandet
Når man rejser 160 dage om året, så er det ikke nemt at finde en hobby eller en sport at dyrke med andre, så derfor passer løb godt til Kristian, der kan have sine løbesko med, hvor end han rejser hen i verden. Og det er blevet til mange løbeture fordelt rundt omkring i verden, hvor Kristian har sat sine Strava-spor - i hele 24 lande og 283 byer.
Udover løbeturene i forbindelse med arbejde, så har Kristian også deltaget i 16 officielle udenlandsløb fordelt mellem halvmarathon og marathon i henholdsvis Hamborg, Frankfurt, Berlin, Valencia, Cardiff, Lissabon, Prag og Amsterdam, og for dem, som kender Super Halfs serien, så har Kristian vundet serien, som den hurtigste til at gennemføre alle 5 løb i en tid på 1:17:40 i snit pr. løb.
- Jeg er den eneste, der har gennemført alle halvmarathon i serien på under 1 time og 20 minutter, og jeg var snu, for den sejr kan ingen tage fra mig nu, griner Kristian.
- Super Halfs medaljen har også en helt særlig plads inde i huset, den er jeg stolt af, så den skal jeg ikke risikere brænder, ler Kristian.
Hvad bliver det næste mål, der skal jagtes?
- Jeg har ikke flere store løb i kalenderen i år, udover de to på is, så jeg ved faktisk ikke, hvad det næste bliver. Jeg begyndte jo ikke at løbe for at opnå alt muligt, bare fordi jeg var blevet en lidt tyk dreng, griner Kristian.
- Når jeg bliver gammel, skal jeg prøve at løbe længere, måske skal jeg prøve et backyard løb på et tidspunkt, og ellers gad jeg godt 7 Marathons på 7 dage på 7 kontinenter, men det koster en kvart million, så det bliver det nok ikke, siger Kristian leende.