Kirsten Treebak i den karakteristiske Røde Kors vest som alle nødhjælpsarbejderne bærer overalt i verden.
Mennesker

Kirsten blev udvalgt: Nu skal hun til Kenya

07. maj 2023 kl. 11:00

Kirsten Treebak fra Røde Kors Sæby skal med egne øjne se, hvad overskuddet fra Røde Kors' genbrugsbutikker går til.

71-årige Kirsten Treebak, der har været frivillig i Røde Kors i godt otte år, har været så heldig at blive udvalgt til en dansk delegation, der skal til Kenya for at følge Røde Kors´s arbejde i Nairobis slumkvarter Mathare og det meget fattige og tørkeramt område i Kilifi.

Delegationen på elve frivillige fra hele landet, suppleret af to Røde Kors medarbejdere, rejser lørdag den 20. maj og skal være i Kenya i otte dage.

Udvælgelsen

Muligheden for at deltage i venskabsprojektet Kenya blev annonceret medio februar 2023.

For at komme i betragtning skulle der sendes en ansøgning med præsentationer af såvel ansøger som den lokale Røde Kors afdeling, henholdsvis på skrift og videooptagelse på engelsk.

Siden Kirsten en måned senere modtog den glædelige besked om, at hun var blevet én af de udvalgte blandt de i alt 24 ansøgere, er det gået stærkt med forberedelserne.

Kirsten ønsker ikke at fremhæve sig selv, men direkte adspurgt, vurderer hun, at hun via sin indsats i flygtningeaktiviteten og som kontaktperson til flygtningefamilier, som bor i lokalområdet, har bevist, at hun kan kommunikere og have empati med personer som har det svært, uanset nationalitet.

Ligeledes har Kirsten hvert år givet en hånd med når Røde Kors Sæby afholder familielejr med godt 80 deltagere på lejrcenter Hvide Klit i Lyngså.

Siden skoletiden har frivillige ledergerninger i spejderbevægelsen og andre ungdomsforeninger og hjælpeorganisationer været en stor del af Kirstens liv.

-Da jeg gik på pension valgte jeg at blive frivillig i Røde Kors, fordi arbejdet her giver god menig og fordi man kan se, at det nytter noget, pointerer Kirsten Treebak.

En masse scenarier

Sammen med sin mand er Kirsten meget rejsevant og hun har gode erfaringer med at håndtere forekommende udfordringer under forskellige rejser, hvor de har rejst på egen hånd.

Derimod vil en rejse til en fattig destination mere end 7.000 kilometer syd for Sæby, uden basale fornødenheder og et finmasket sikkerhedsnet kræve andre kompetencer.

Hun har derfor sammen med de øvrige rejsedeltagere, forberedt en række tænkte scenarier og blevet gjort bekendt med, hvilke forholdsregler der skal følges.

Ud over de normale forsikringer og pas, er der også en række vaccinationer mod corona, stivkrampe, tyfus, leverbetændelse og gul feber der skulle sættes flueben ved, ligesom der skal et glas malariapiller med i rygsækken.

Besøger Nairobi og Kilifi

Når den danske delegation kommer frem, skal de sammen med det Kenyanske Røde Kors have fokus på to venskabsprojekter, det ene i slumkvarteret Mathara i Nairobi. Her er der etableret støttegrupper, der skal hjælpe unge, der har mentale udfordringer, med at komme på benene igen.

Det andet projekt i Kilifi, der i denne tid er plaget af tørke, understøtter Røde Kors de kenyanske sundhedsmyndigheder med at udbrede kendskabet til ikke-smitsomme sygdomme.

Røde Kors er verdens største humanitære hjælpeorganisation med afdelinger i 192 lande. Vi har en særlig lovfæstet rolle, når krigen raser og de svageste skal beskyttes.

Kirsten er spændt på at komme afsted på studierejsen og tiden kan næsten kun gå for langsom.

Efter hjemkomsten tilbyder Kirsten Treebak foredrag om sine oplevelser i Kenya. Foredraget kan bookes på Røde Kors Danmarks hjemmeside.

Annonceret indhold

Nyeste