Billede beskrivelse

Keramiker Hanne Munk Kure fortæller om sommeren i Skagen

16. juli 2025 kl. 14.02

SKAGEN: Skagen.Ligeher.nu taler henover sommeren med forskellige skagenspersonligheder om deres sommer i Skagen. Her er det keramiker Hanne Munk Kure, som blandt andet hvert år laver Den Danske Folkemusikpris, som Skagen Festival uddeler. Her fortæller hun om, hvad hun elsker og anbefaler ved Skagen.

Særligt denne sommer

Højdepunktet denne sommer bliver, at mine børnebørn og deres forældre kommer på ferie i uge 29. Sommeren er jo min højsæson, så det er en stor frihed for mig at kunne bremse op og nyde tiden, de gode rejemader og lege med børnebørnene, bygge sandslotte og være sammen midt i sommeren.

Jeg elsker at bygge sandslotte. Det elsker min datter også, så det gør vi sammen. Det er magisk at skabe noget, bare fordi man leger og så lade bølgerne tage det igen.

Det bedste ved sommeren i Skagen

Vi er helt nede i elementerne - det bedste for mig ved sommeren er stranden, det varme sand, det rene vand, en forfriskende dukkert - og så strandkaffen. Og lærkens sang, som kan få mig til at græde. Og alle blomsterne og farverne.

Det vil jeg ikke undvære om sommeren i Skagen

At være sammen med familien. Og jeg er så rørt over, at de kommer med børnebørnene i næste uge.

Mit særlige Skagen-sommerminde

Som selvstændig keramiker er der drøn på om sommeren, og arbejdet fylder. Før i tiden, hvor jeg arbejdede i Galleri Bo og cyklede frem og tilbage, knoklede jeg så meget, at jeg faldt om med migræneanfald.

Det lyder jo ikke som et godt sommerminde, men det positive ved det er, at jeg nu er landet, og det var en del af livets læring jeg fik der; at man ikke skal brænde sit lys i begge ender, men også at man må kæmpe for det, man har kært.

Der er altid en forside og en bagside. Det skal man huske.

Et godt tip om sommer-Skagen

Naturen!

Tag ud til Damstederne eller ud til vesterhavssiden ved enden af kanalvejen og længere ud til Rødstensklit ved Vestre Opsyn, ud gennem skoven og ud til vandet. Det er noget af det smukkeste jeg ved.

Og så vil jeg anbefale, at man tager maden med ud i naturen og spiser ude.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste