Billede beskrivelse

Kender du klokkeren? Thomas har spillet melodier i 45 år

07. oktober 2022 kl. 09.16
Opdateret 10. oktober 2022 kl. 08.38

FREDERIKSHAVN: Du har sikkert oplevet det, når du har været i nærheden af kirken. Pludselig lyder der en frisk melodi fra klokkerne i tårnet. Men hvem er han, klokkenisten, der sidder og spiller oppe i kirketårnet?

Navnet er Kursch, Thomas Kursch, og han har været organist ved Frederikshavn Kirke siden 1. november 1977 – og klokkenist. For nogle år siden gik han på deltid, men beholdt klokkespillet.

- Jeg er født og opvokset i København, hvor jeg også fik min uddannelse på musikkonservatoriet. Jeg øvede mig på orglet i Vor Frelser Kirke, og da klokkenisten manglede en vikar, blev jeg med lidt træning kastet ud i klokkespillet. Det var noget grænseoverskridende, for når jeg øvede en melodi, var det jo for hele Christianshavn, så den skulle helst sidde rigtigt første gang, fortæller Thomas Kursch.

Billede beskrivelse

I 1977 søgte han så embedet som organist ved Frederikshavn Kirke og fik det. Her var der sandelig også et klokkespil, eller i hvert fald nogle klokker. De var fremstillet på Brønderslev Jernstøberi, og her havde man altså ikke ramt tonerne helt rent. Så i 1982 tog kordegn Axel Hansen initiativ til at anskaffe nyt klokkespil. Det blev et klokkeværk fra de hollandske specialister, Petit & Fritsen. Det var et stort fremskridt, selvom der kun var råd til et halvt klokkespil, 23 klokker mod et fuldt værks 48 klokker.

Billede beskrivelse

- Det er nu ikke noget problem. Jeg har to oktaver at arbejde med og kan arrangere mig ud af det til de fleste melodier. Men det kunne da have været sjovt at have alle 48 klokker, siger Thomas Kursch.

Med det ny klokkespil blev tonerne fra kirketårnet intensiveret, og da kirken senere investerede i automatik, så en computer kan afspille den musik, som Thomas Kursch arrangerer, blev det muligt at spille flere gange dagligt. Fra at spille onsdag og lørdag samt søndag lige før højmesse kom der nu liflige toner fra kirketårnet fire gange dagligt – klokken 09.00, 12.00, 15.00 og 18.00. Fire forskellige melodier: En morgensang, en årstidssang, en sang efter klokkenistens valg og en aftensang.

Billede beskrivelse

- I turistsæsonen og i juletiden går jeg gerne op og spiller manuelt. Det kan frederikshavnerne og byens gæster godt lide. Men det skal naturligvis ikke overdrives, så folk bliver trætte af det. De har jo ikke mulighed for at slukke eller skrue ned, konstaterer Thomas Kursch.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste