Jul i kirken for de små
Frederikshavn Kirke i dialoghøjde med dagplejebørnene
FREDERIKSHAVN: I Markus Evangeliet citeres Jesus for at sige: Lad de små børn komme til mig.
Den opfordring fulgte Frederikshavn Kirke som så mange gange tidligere, da sognet torsdag formiddag bød byens børn inden for til arrangementet jul i netop kirken.
Og det var i alle måder et arrangement i øjenhøjde med dagplejebørnene. Der var drillenisser, der havde forlagt præstekraven - og præludiet var i dagens anledning på loftet sidder nissen - en sang, der tydeligvis faldt i nådig jord hos børnene.
Sognepræst Inger Due Borré introducerede mange af krikens begreber på en måde, som børnene kvikt kunne følge - og på vandringen rundt i bedeslag, orgel og klokketårne fik børnenes fantasi også en anelse frit løb, så det også lykkedes at opstalde et par rensdyr i klokketårnet.
Godt det kun var fantasi for de sagesløse dyr ville ikke have haft megen sjov ud at være i det klangrungende rum.
Efter gudstjeneste gik børnene over i sognehuset, hvor der blandt andet blev budt på æbleskiver.