Billede beskrivelse

Huspoetens sang til Frederikshavn

81-årige Flemming Lindbys jubilæumssang uropført i det Musiske Hus.

23. september 2018 kl. 09.33

FREDERIKSHAVN: De fleste kender ham som Lokalavisens huspoet. Flemming Lindby, der uge efter uge leverer sit hverdagsdigt om livets gang i Frederikshavn.

Nu er han også manden bag "Jubilæumssang 1818", en hyldest til Frederikshavn skrevet i anledning af købstadsjubilæet.

Knud-Erik Thrane har skrevet melodien, og ved jubilæumsreceptionen i Det Musiske Hus lørdag blev sangen uropført af operasanger Jens Chr. Wandt og Knud-Erik Thrane.

Flemming Lindby, der er 81 år, er uddannet typograf og har blandt andet arbejdet på Frederikshavns Avis, på Frederikshavns tekniske skole og på Expres-Trykkeriet i Kirkegade.

Hvert år udkommer hans Hverdagsdigte på tryk.

Her er hans Jubilæumssangen 1818:

Lunt i læ af Pikkerbakken ligger Frederikshavn,

som i attenhundredatten fik sit kongenavn.

Det skal fejres, byen bli’r tohundrede i år.

Til vor jubilæumsfest vi fine gæster får.

Når Kronprins Frederik går i land,

vil byen vise, hvad den kan.

At Frederikshavn det er et dejligt sted,

hvor alle kommer alle ved.

Havnen gennem årene har været byens sjæl.

Da den blev vor egen havn, var det en milepæl.

Og fra Pikkerbakken, kan man se ud over byen.

Med en kikkert kan man sikkert også se til Fyn.

Vi nyder havnen, det’ fordi

den syder jo af energi.

For Frederikshavn, det er et aktivt sted,

hvor alle kommer alle ved.

Østenvinden, der om som’ren jævnligt går i land,

bringer sol og sommervejr til vor palmestrand.

Badelivet nyedes her af voksne som af børn.

Er man heldig, kan man måske se en fiskeørn.

Ej Nordre Skanse står for fald.

Tot høres kanoners knald.

For Frederikshavn det er et kraftfuldt sted,

hvor alle kommer alle ved.

Bangsbos smukke have, som er meget populær,

går der folk og holder liv i blomster og i træer.

Hvis du står på Øksnebjerg og nyder Kattegat,

kan du risikere, vestenvinden ta’r din hat.

Men vi, som bor her, har jo lært,

at medvind gør det ej så svært.

For Frederikshavn det er et luftigt sted,

hvor alle kommer alle ved.

De, der kommer sejlende som Tordenskjold,

kan jo sagtens finde plads i byens sammenhold.

Her i byen er der ingen brug for tolk,

når vi får besøg af vore nære broderfolk.

Man yder alt i hver butik,

på strøget ofte god musik.

For Frederikshavn det er et musisk sted,

hvor alle kommer alle ved.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste