Mennesker

Se fotos: 120 mindes gulddage i boldklub

23. maj 2022 kl. 20:02

Mere end 120 tidligere spillere, fans, sponsorer, trænere, lokale og andre interesserede lagde lørdag vejen forbi Lyngså Klubhus for at være med til afsløringen af Lyngså Boldklus nye pokalmontre. Montren er sponseret af Sparekassen Danmark, som skal huse den landspokal, som klubben hentede hjem for at vinde landspokalturneringen tre år i træk tilbage i 1986, 87 og 88. I skabet opbevares også de medaljer, som Conni Nepper ved sin alt for tidlige død valgte at donere til Lyngså Boldklub som evigt minde om denne storhedstid. En storhedstid, som hun og alle de andre fremmødte hver især har haft hver sin del og rolle i.

- Det er jo helt fantastisk at være en del af og se sådan et liv i klubhuset igen, fortæller René Lyngsaa Madsen, som bød forsamlingen velkommen til arrangementet.

- Det har været en forholdsvis nem opgave, især fordi Elsa Toftelund, Linda Stidsborg, Bente Thomsen sammen med John Nepper har trukket det helt store læs for, at dette arrangement har kunne lade sig gøre, udtaler en meget tilfreds René Lyngsaa Madsen.

Efter velkomsten blev det til den helt store tur ned af Memory Lane, hvor en kærlig tanke blev sendt til de personer, som ikke er mere eller som af en eller anden grund ikke kunne komme og deltage i arrangementet.

Det summede i lokalet af gensynsglæde blandet godt sammen med en masse minder, hvor både sejre, som naturligvis blev sikret af talentet og nederlag, som naturligvis skyldtes dårlige dommere, blev husket og fortalt med grin og snak.

- Det har simpelthen været en helt fantastisk eftermiddag, hvor vi i den grad har nydt hinandens selskab på kryds og tværs af alle de forskellige roller, som en god klub jo skal have for at blive succesfuld. Vi er helt høje af den opbakning, som arrangementet har fået, så det kan vi leve højt på længe, fortæller Elsa Toftelund.

Sidst på eftermiddagen blev arrangementet opløst i klubhuset i Lyngså. Men der skal mere til for at få de gamle håndboldpiger, som med årene er blevet til damer, til at gå helt hjem. Så traditionen med at mødes hvert andet år, og som det gamle guldhold har holdt ved lige de sidste godt tredive år, blev holdt i hævd, og spillere og trænere forsatte til en privat fællesspisning, som først sluttede sent på aftenen.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu