Flade og Gærum får ny præst
Der sker ikke meget i Gærum i øjeblikket. Ligesom alle andre steder er foreningslivet sat på pause på grund af Corona situationen. Der er dog sket nyt omkring menighedsrådene i Flade og Gærum. Det fortæller Ulla Svendsen
Det har været en travl periode for Flade og Gærum Menighedsråd.
Den 3. marts var der orienteringsmøde om sammenlægning af Flade og Gærum menighedsråd. Det blev vedtaget enstemmigt, så nu hedder det Flade – Gærum Menighedsråd.
Der er valgt ny præst i Flade og Gærum sogne. Lene Plougmann ansættes pr. 1. maj og indsættes i embedet ved en gudstjeneste, når kirkerne åbner igen.
På grund af Corona-virus, er alle gudstjenester aflyst, og der er restriktioner for, hvad der indtil videre må være i kirkerne. Hvis der ønskes dåb eller bryllup, må der være op til 10 personer i kirken. Ved begravelser og bisættelse er der andre regler. Her må der være ca. 20 deltagere, i både Flade og Gærum kirker.
Der er også nogle arrangementer, der er flyttet til en anden dato. Det er blandt andet kirkekoncerten i Gærum Kirke den 26. april med Ester Brohus. Den flyttes til søndag den 23. august og konfirmationen i Gærum Kirke er flyttet til den 5. september.
Ved det seneste menighedsrådsmøde er Gert Andersen valgt til formand. Han afløser Villy Hansen, der er flyttet fra sognet.