Børge Christensen har arbejdet på Røntved hos Niels Ole Fredborg Nielsen i 57 år - og er i øvrigt vokset op på gården, hvor hans forældre var fodermestre. Arkivfoto: Kurt Bering
Mennesker

Farvel til Røntved: Børge Christensen stopper efter 57 år

Loyalitet: Fodermester Børge Christensen kan ikke beskyldes for at løbe af pladsen. Han har været en del af Røntveds drift siden 1963

07. januar 2022 kl. 07:30

FREDERIKSHAVN: 57 år hos den samme arbejdsgiver. Det kan de færreste vist konkurrere med.

Men sådan er det for Børge Christensen, som siden 1963 kun afbrudt af militærtjenesten i Dronningens Livregiment, har taget sig kærligt af dyrene, afgrøderne og maskinerne på gården Røntved i Flade Bakker vest for Frederikshavn.

Men nu er det slut.

I mandags rykkede Børge og kæresten Susan til Hammerum tæt ved Ikast og Herning, hvor de for første gang flytter ind i et hjem, de begge har valgt.

Susan har boet sammen med Børge på gården Vester Dal, der hører under Røntved, og som Børge Christensen udtrykker det, så har de fundet ud af det sammen.

Og derfor skulle otiumstiden da også være nu, hvor de begge har masser af kræfter til at skabe sig et nyt liv sammen.

Flyttede ind for 72 år siden

Selv om Røntved har været den daglige arbejdsplads for den 72-årige fodermester siden 1963, så er hans tilknytning til gården og familien Fredborg endnu ældre.

Faktisk er det 72 år siden, den kun seks måneder gamle Børge Christensen flyttede ind.

Hans mor og far blev ansat som fodemesterpar - og efter dem overtog Børge Christensen så det job.

- Og det har fungeret så godt gennem alle årene, siger Niels Ole Fredborg, som mandag måtte sige farvel til en trofast medarbejder gennem så mange år.

- Børge har heldigvis lovet at komme forbi en gang i mellem for at tage et nap, siger Niels Ole Fredborg.

Han kan stadig huske, da Børge Christensen og hans familie 1. november 1949 trillede ind på gårdspladsen i en lille lastbil, hvor Børge sad på skødet af sin mor.

Straks han kunne gå, løb Børge med sin lille trætrillebør i hælene på sin far - eller i hælene på Niels Oles far, og knap var han konfirmeret, inden han selv begyndte at arbejde på Røntved.

Har lovet at komme forbi

Den sparsomme fritid brugte Børge tidligere som fodboldspiller i Gærum IF, men i dag er fritiden pludselig blevet meget større - og sammen med Susan er Børge Christensen klar til at starte et helt nyt livskapitel i et nyere rækkehus i Hammerum.

- Vi kan mærke, at det er det helt rigtige. Hammerum har taget godt imod os, og vi er i gang med at få pakket ud af flyttekasserne.

- Men jeg har lovet Niels Ole at komme forbi nogle dage ad gangen for at give en nap med på gården. Og det bliver selvfølgelig også hyggeligt, siger Børge Christensen, der indrømmer, at han elsker at have noget at rykke i.

Nyeste