Få en fantastisk oplevelse: Ditte glemmer aldrig sit ophold
Rotary i Danmark er meget engageret i ungdomsarbejde, f.eks. gennem forskellige udvekslingsprogrammer, hvor cirka 200 16-18 årige hvert år sendes på skoleophold af kortere eller længere varighed i et andet land.
Et ophold i udlandet vil udvikle og modne den unge.
De studerende vil som det naturligste i verden lære andre sprog og gennem de tilknyttede værtsfamilier/skoler skabe livslange venskaber og give forståelse for andre skikke, kulturer og andre samfundsforhold.
- Samtidig vil det åbne døre fremover i livet på grund af den modning og personlige udvikling, der sker under opholdet, siger Carsten Nedergaard fra Sæby Rotary Klub.
Tryghed under opholdet
Rotarys udvekslingsprogram, Long Term Exchange, har mange års erfaring i at sende unge studerende ud i verden, hvor formålet er at fremme international forståelse ved at gøre det muligt for unge at opholde sig i fremmede lande som "Ambassadører for goodwill og international forståelse".
Den unge tilknyttes en fast Rotary Klub og har en fast kontaktperson/rådgiver såvel i Danmark og i det land, den studerende bliver udvalgt til.
Værtsfamilierne er alle godkendt af Rotary.
Carsten Nedergaard opfordrer alle der har lyst til at komme på et uddannelsesophold i udlandet fra august i år, til hurtigst muligt at kontakte ham for yderligere information på telefon 40906690 eller mail: carsten@nedergaardit.com
Ditte Mørk Nedergaard fra Sæby har fået sit livs største oplevelse under sit ophold i Columbia i Sydamerika. Igennem skoleåret boede hun hos tre forskellige familier.
- Udveksling kan være hårdt og skræmmende, men det bliver hurtigt den bedste beslutning, man nogensinde har taget.
- Jeg har fået venner og familie for livet, som jeg den dag i dag stadig snakker med, selvom det er næsten syv år siden, jeg kom hjem.
- Jeg stod med valget om at tage 10. klasse eller gå direkte videre med en ungdomsuddannelse, som jeg ikke synes, jeg var klar til, men samtidig havde jeg heller ikke lyst til at gå på efterskole, for det var ikke lige mig, så da muligheden om udveksling bød sig, tog jeg den, da jeg så både kom ud og rejse, samtidig med, at jeg lærte en hel masse om kultur, sprog og ikke mindst mig selv, fortæller Ditte Mørk Nedergaard.
Hvad er Rotary
Rotary er verdens største organisation af kvinder og mænd i ledende stillinger, der som et af sine formål har at yde humanitær hjælp til de områder, hvor der måtte være eller opstår behov for det - mangel på rent vand, sult, sygdom og analfabetisme - samt ved enhver given lejlighed at arbejde for fred og goodwill i verden.
Rotary er ikke kun en organisation med et humanitært sigte. Organisationen er et internationalt som lokalt business- og socialt netværk.
Rotarianere vil altid blive budt velkommen i enhver Rotary-klub overalt i verden.
Rotary er samtidig verdens førende organisation, når det drejer sig om internationale studielegater, idet Rotary årligt giver mere end 1.000 unge mulighed for at studere i udlandet.
Ungdomsudveksling er et af Rotary’s flagskibe. Cirka 200 danskere (7.500 på verdensplan) udveksles hvert år med samme antal unge fra oversøiske lande.
Rotary’s altoverskyggende verdensprojekt er udryddelse af polio på verdensplan.
I dette projekt arbejder Rotary sammen med WHO, UNICEF og CDC.