Et sandt tilløbsstykke
Leonora Christina Skov fyldte biblioteket
FREDERIKSHAVN: Hun er et kendt ansigt i den danske samfundsdebat og som litteraturanmelder på Weekendavisen.
Hun er aldrig faldet i med tapetet, hverken som debattør særligt inden for kønsdebatten og heller ikke denne aften på Frederikshavn Bibliotek.
Læberne var røde, håret mørkt og kjolen farverig.
Navnet er Leonora Christina Skov, og da hun besøgte Frederikshavn Bibliotek var der fuldt hus på biblioteket med over 160 gæster, der havde trodset blæst og regn for at høre debattøren, anmelderen og forfatteren fortælle om sin bog og sit liv.
- Til mit første foredrag for år tilbage var der måske den lokale bogklub, men man må sige, at der er langt flere i aften, sagde hun, og tilhørerne grinede.
Hendes erindringsbog "Den, der lever stille" handler om hendes liv og en dysfunktionel opvækst.
Handlingen starter meget brat med morens død. En hændelse der blev starten på denne roman. Leonora fortalte om at vokse op i et undertrykkende og kærlighedsløst miljø, om at miste det hele og finde sig selv og om at hige efter sin mors kærlighed.
Tilhørerne fik mulighed for at stille spørgsmål, og et af dem lød - hvorfor tror du, at din mor var som hun var?
Hendes svar lød:
- Det ved jeg v ikke. Og man kan sige at hele denne bog er en slags kontaktannonce: er der nogen der kendte min mor? For jeg vil jo gerne vide det selv.
De mange tilhørere lyttede til fortællingen om en opvækst, hvor mor ikke måtte græde og far ikke måtte blive sur.
Om hvordan man finder sig selv i et utrygt hjem med en skam og skyld der præger alt i ens liv.
Om ikke at (for)blive i en offerrolle, finde eget ståsted og finde både egenkærlighed og næstekærlighed.
- Jeg havde aldrig forestillet mig, at min historie ville give genklang hos så mange, sagde forfatteren.
Men det må man sige at det har.
For ud over et fuldt hus denne aften på Frederikshavn Bibliotek har forfatteren over 60 foredrag i efteråret 2018.
Udover føromtalte bog har Leonora Christina Skov udgivet romanerne Hvor intet bryder vinden (2015), Førsteelskeren (2012), Silhuet af en synder (2010), Champagnepigen (2007), Rygsvømmeren (2003).