Inger Leer er meget glad for sig besøgsven. Privatfoto
Mennesker

Et godt match: Inger er glad for sin besøgsven

13. juni 2022 kl. 06:11

Kurt Frænde blev besøgsven i efteråret 21. Det var ikke en form for frivilligt arbejde, han tidligere havde prøvet kræfter med. Her godt et halv år efter gør Kurt status og konklusionen er, at han er blevet bidt af det!

Det skriver Frederikshavn Kommune i en pressemeddelelse.

I november 2021 besøgte Kurt for første gang sin besøgsvært Inger Leer.

Inger er 93 år og bor i ældrebolig med sin jævnaldrende mand. Igennem de seneste år er bentøjet blevet svækket. Derfor voksede ønsket om en besøgsven.

En, der kunne tage Inger med ud i kørestol. For det er så dejligt at komme ud, få frisk luft, se sig omkring og få en lille sludder med folk, man møder på vejen, synes Inger.

Ingers ønske gik i opfyldelse, da Ældre Sagen i Skagen og Skagen Kirke i fællesskab med en stribe lokale foreninger og Projekt Styrk Fællesskabet i Frederikshavn Kommune satte fokus på behovet for flere besøgsvenner til ældre i Skagen.

Indsatsen betød af flere fik øjnene op for muligheden for at blive besøgsven. En af dem var Kurt.

Netop det, at der var behov for en besøgsven, der kunne gå ture med sin besøgsvært, var noget, han kunne se sig selv i. Og derfor besluttede han sig til at prøve – en beslutning, han ikke har fortrudt.

- Jeg får aldrig et surt ansigt, fortæller Kurt, som allerede ved første besøg kunne mærke, at kemien passende sammen mellem ham og Inger.

Når de mødes, laver de sjov, griner og fortæller hinanden (røver-)historier, mens de er på ture rundt i Skagen, i skoven, på kirkegården eller på havnen.

- Vi har det godt og sjovt sammen, fastslår Inger.

Kurt Frænde og Inger Leer nyder deres fællesture bl.a. på havnen. Privatfoto

Tove Christiansen, som er koordinator for Ældresagens besøgstjeneste i Skagen, er rigtig glad for, at der er kommet flere besøgsvenner, og at den indsats, som både Skagen kirke og foreninger har gjort for at udbrede kendskabet til besøgstjenesten og behovet for besøgsvenner, har givet afkast.

Tove glædes, når hun ser de gode match mellem besøgsvenner og deres værter, og hun ved om nogen, hvor værdifuldt det er for den enkelte.

Tove vil samtidig gerne gøre opmærksom på, at der fortsat er brug for nye besøgsvenner, både til at gå småture og til besøg i hjemmet.

Hun håber flere endnu får lyst til at melde sig.

Tove Christiansen, Ældre Sagens besøgstjeneste. Privatfoto

Mens Inger og Kurt er ude og gå tur, sørger Ingers mand Charles for, at kaffen er klar, til de kommer tilbage. Det er blevet til mange gode stunder for dem alle tre.

Kurt holder særligt meget af, når Inger og Charles fortæller om, hvad der skete i Skagen i gamle dage – bl.a. under krigen i 1940’erne.

Kurt Frænde opfordrer andre til også at blive besøgsven, men også til at gøre sig klart forinden, hvad man selv ønsker, om det er at gå ture sammen med en anden, eller komme på besøg og f.eks. læse højt.

- Der kender man sig selv bedst, siger Kurt.

For Kurt er det vigtigt, at han et par gange om året, kan tage til udlandet og besøge sin familie. Så er han væk tre uger af gangen.

Inger savner ham, men glæder sig så bare ekstra meget til, de ses igen.

Når Kurt er hjemme i Skagen igen, holder han skarpt øje med vejrudsigten, så han og Inger kan komme afsted på tur.

Hvis du vil vide mere om Ældre Sagens besøgstjeneste i Skagen kan du kontakte Tove Christiansen på mail: toveuggerholt@skagennet.dk

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu