Emma i kunsten og kunsten i Emma: Galleriejer gør status efter et år
SKAGEN: Hun sidder i en stol bagerst i galleriets lokale omgivet af lyserøde og bordeaux vægge.
Et stort farverigt maleri af den skagensbaserede kunstner Felis Dos, vægrelieffer af Maja Johanne Lauesen, tekstilværker af Signe Emdal og værker af alle de andre kunstnere, som er en del af forårets og år tos første udstilling i Galleri Ena Strand, kan man også spotte i lokalet.
Gennem det store vinduesparti kan man ane Skagens Museum.
Galleriejer og glaskunstner Emma Mercedes Riis føler sig i godt selskab i den del af Skagen, som galleriet er placeret.
Og nu gør hun status efter et år som galleriejer.
Har fundet sin egen identitet
- De fleste har kendt mig som min fars datter, men nu kender folk mig som mig. Jeg er noget i kraft af mig selv, fortæller Emma, som efter nogle år i England, hvor hun uddannede sig til glaskunstner, flyttede hjem til sin far og skabte et glaspusterværksted i Tversted, hvor hun stammer fra.
Nu har hun haft sit eget galleri i Skagen i et år og har ovenikøbet netop købt hus i Hulsig med sin mand.
Hun bevæger sig tættere og tættere på Skagen, som for hende også altid har været en slags centrum; byen man, som bosat i Tversted, tog til, når man skulle til byen.
Og hun føler sig hjemme i Skagen og dens berømte kunsthistorie.
- Men jeg syntes, der manglede et udstillingssted, for os kunstnere, der vælger at bo her og ikke placerer os i Aarhus eller København. Og så giver Skagen bare god mening på grund af hele kunsthistorien her, som ligger lige derovre, siger Emma og nikker over mod Skagens Museum på den anden side af vejen.
Skagen i verden og verden i Skagen
Og intentionen er da også lige præcis et lokalt fokus.
At vise Skagens kunst til verden, at vise verden skagens kunstnere og ind imellem også at vise verdens kunstnere til skagboerne.
- Om sommeren vil jeg gerne vise verden de kunstnere, der har en tilknytning hertil. Om vinteren tænker jeg over også at lade verden komme til Skagen og skagboerne, siger Emma Mercedes Riis.
Hun har andet også haft en udstilling med den københavnerbaserede fotograf Hans Fischer henover vinteren.
Op til påske åbnede hun til gengæld udstillingen Growth med kunstnere med tilknytning til Skagen og omegn.
Det lange samarbejde
Og Emma Mercedes Riis glæder sig over at være gået i gang med, hvad hun selv kalder år ét efter år nul, hvor hun har afprøvet forskellige greb, mærket et helt års forskellig dynamik i byen og nu begynder at få styr på de forskellige udstillingsformers potentiale og sæsonernes variation.
Det begynder at falde på plads for hende i Galleri Ena Strand.
- Det kræver tid at få vist kunstnerne og deres udvikling, og det er det, jeg har på sinde. Jeg har ikke behov for at arbejde med 30 forskellige kunstnere. For mig giver det lange samarbejde mening. Jeg vil gerne følge med i de kunstnere, jeg har og følge og vise deres udvikling, siger Emma Mercedes Riis, som dog også vil lade nye kunstnere komme til i galleriet, når det giver mening.