Elev: Hørby Efterskole er en følelse som jeg tager med
SÆBY: Knapt havde 50 af de dimitterende elever på Hørby Efterskole, fået tørt afskedstårerne bort, før de drog til Vejle for at deltage i DGI Landsstævne.
Sammen med næsten 5.200 andre efterskoleelever fra hele landet, vil Hørby-eleverne deltage i opførelsen af tre ens shows på det store landsstævnestadion, hvor aktiviteter som gymnastik, spring, korsang og livemusik vil være dominerende.
Forinden dannede Hørby Efterskole rammen om årets dimission, hvor mere end 450 forældre, medarbejdere og elever deltog i en festlig og rørende afslutning på et skoleår fyldt med både udfordringer og udvikling.
Dimissionen markerede kulminationen på en intensiv afslutningsperiode, hvor eleverne blandt andet havde været på tur til Læsø, som en del af den fælles afsked.
Eleverne har nedfældet deres tanker om deres år på efterskolen. Et skoleår som har gjort et dybtfølt indtryk på alle.
En elev skrev således: “Hørby var for mig ikke bare et sted – det var en følelse. Og den følelse tager jeg med mig hjem.”
Fra en anden elev lød det: “Det er okay at fejle – det betyder bare, at man har turdet prøve.”
- Netop modet til at prøve, og viljen til at blive en del af et fællesskab, er noget af det vigtigste et efterskoleår handler om, pointerer forstander Mogens Vestergård Pedersen.
Elever fra Tyskland
Efter, at en klasse fra en skole i Hamborg havde besøgt Hørby Efterskole på et udvekslingsophold i efteråret, valgte tre af de tyske elever at tilbringe det sidste halvår af deres 10. skoleår på efterskolen.
Dette har givet både de danske og tyske elever mulighed for at møde hinanden i øjenhøjde og skabe relationer på tværs af sprog og kultur, siger Mogens Vestergård Pedersen.