Eivind fylder 80 og er stjerneangriber på FfI Young Boys

28. maj 2022 kl. 12.15

Farten er ikke så høj, som den har været. Laudrup-finten måske heller ikke helt så elegant som tidligere. Til gengæld er det taktiske overblik fænomenalt. Og du ser stadig hælafleveringer, præcise indlæg og målfarlige hovedstød. Og ja, en gang imellem er der en af spillerne, der rammer bolden lige i røven. Men det er egentlig ikke så vigtigt, når de gamle drenge på FfI Young Boys træner. Så handler det mest om at have det sjovt, få noget frisk luft og hyggedrille hinanden.

Der er godt 20 unge mænd på holdet – fra 65 år og opefter. De er meget stolte af holdet Young Boys og lever med, at der er en klub nede i Schweiz, der har taget det samme navn. De træner to formiddage om ugen og holder standerhejsning fire-fem gange i løbet af sæsonen. De har ingen stander, men frokosten er overdådig. Og så er der altid musik til. Young Boys har nemlig også et boy-band, idet en håndfuld af spillerne er musikere.

- Det meste i livet er lidt tilfældigt – også det med fodbolden og at jeg kom til at bo i Frederikshavn. Jeg er jo født i København og startede til fodbold i Fremad Amager. Talentet var til at overse, så da jeg skulle rykke op som seniorspiller, droppede jeg fodbolden. Det hang også sammen med, at jeg læste til lærer, og da jeg ikke var gift, blev jeg kommanderet til Bornholm i praktikperioden. Her mødte jeg en pige fra Frederikshavn, Gundhild Priess. Vi blev på Bornholm et par år, men flyttede så til Frederikshavn, hvor vi begge havde fået job på den nybyggede Munkebakkeskolen, fortæller Eivind Lassen og fortsætter:

- Så skete det en gang i 1980’erne, at Pauli Jørgensen tog fat i mig og spurgte, om jeg ikke lige kunne hjælpe med at træne et drengehold i et par uger. Det kunne jeg jo nok, når det kun var et par uger. Jeg anede godt nok uråd, da Pauli kom med en flot ny træningsdragt til mig, og trænertjansen varede da også i fire år. Derefter havde jeg ikke noget med FfI at gøre i mange år, indtil jeg for godt seks år siden løb ind i Pauli kort efter at jeg havde mistet min kone. Han sagde: Du skal op og spille fodbold! Det kom jeg, og jeg blev utroligt glad for livet i FfI, hvor jeg ”kæmpede” mig til en plads på Young Boys-holdet.

En vigtig del af træningen på Young Boys-holdet er kaffen og den gode snak efter træningen. I godt vejr foregår det på den ny terrasse ved klubhuset, som vittige hoveder har døbt Gammel Torv. Det sociale vægtes højt. Ved de jævnlige standerhejsninger går spillernes koner i køkkenet og laver frokost, og da man for nogen tid siden havde arrangeret et stævne med fire hold fra Aalborg, lavede de mad til alle 100 mand.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste