Billede beskrivelse

Efter 65 år: Snart er der ingen Ehlern i Trigon

27. maj 2024 kl. 14.00

FREDERIKSHAVN: En æra i den frederikshavnske entreprenørbranche nærmer sig en afslutning. 1. juni forlader direktør Peter Ehlern virksomheden efter næsten 30 år. Den virksomhed, hvor hans far, Karl Ehlern, blev ansat omkring 1960 og fra 1982 var administrerende direktør i en længere årrække. For første gang i 65 år vil der så ikke længere være en Ehlern på lønningslisten.

Hvorfor nu det, vil mange spørge, og hvad skal Peter nu? Vi har stillet Peter Ehlern samme spørgsmål og desuden bedt ham fortælle lidt om sin tid i Trigon, Frederikshavns største og ældste entreprenørvirksomhed.

- Jeg har været rigtig glad for at være i Trigon, det skal der ikke herske tvivl om. Virksomheden har været min ”anden familie”, og mange af mine kolleger har jeg selv været med til at ansætte. Det har derfor ikke været en let beslutning, men jeg kunne også mærke i mig selv, at jeg skulle prøve noget andet. Jeg er fyldt 57, og hvis jeg skulle prøve noget nyt, så skulle det være nu, siger Peter Ehlern.

Billede beskrivelse

Det nye, som Peter Ehlern kaster sig ud i fra 1. juni, er et nyt job. Stadig i entreprenørbranchen, men i en anden del af den, end hvor Trigon bevæger sig. En mindre entreprenørforretning, og en rendyrket entreprenørforretning, for det er her, Peter Ehlern har sin passion.

- Jeg har altid været fascineret af alt det, der ligger under jordoverfladen. Når man graver, ved man aldrig hvad der dukker op. Det gør arbejdet udfordrende og betyder, at ikke to dage er ens. Især Frederikshavn-området har været spændende. Byen ligger på kanten af morænebakkerne mod syd og den hævede havbund mod nord, og netop i dette grænseområde, er det hele moslet sammen af isen, så her er der både sand og ler og ind imellem store stykker af de norske fjelde, som isen har ført med sig, siger Peter Ehlern.

Som nyuddannet ingeniør i 1993 blev Peter Ehlern tilbudt job i faderens virksomhed, Trigon, men han takkede nej og rejste i stedet til Grønland. Han skulle først prøve noget andet og blev driftsleder for Aasiaat Kommunes entreprenørafdeling i Diskobugten. Efter tre år vendte Peter Ehlern så hjem til Danmark og startede i Trigon.

- Jeg husker tydeligt den første dag. Jeg kørte med Karl Erik Slynge ned for at tilse arbejdet med Europavejen, og det første vi mødte her, var to arbejdsmænd, der lå med enden i vejret og baksede med noget i et hul. ”Hva’ vil I?” spurgte de. Karl Erik præsenterede mig som den ny ingeniør, hvorpå det lød: ”Åh nej, skal nu til at lære en mere op?” Der var en bramfri tone, og det er der stadig, selv om den er blevet lidt pænere med årene. Men der er stadig kontant afregning, og det sætter jeg stor pris på. Intet forbliver usagt, tingene afklares på stedet, siger Peter Ehlern.

Der er sket en enorm udvikling i entreprenørbranchen gennem de små 30 år, Peter Ehlern har været med. En udvikling, man ikke lægger mærke til i det daglige, men som er meget tydelig, når man kigger tilbage.

- Da jeg startede, var computeren blevet introduceret, men den var stor som en kummefryser, og vi brugte stadig skrivemaskinen til det meste. Al korrespondance var med postvæsenet. Vi startede dagen med at tømme vores postboks nede på posthuset, og der kunne være en ordentlig stak breve. I dag er alt på mail og sms. Og ude i marken har maskiner overtaget meget af det manuelle arbejde. Håndskovl og trillebør er afløst af minigraver og motorbør. Til gengæld fylder kontorarbejdet meget mere, fordi der er kommet nye love og regler samt krav om dokumentation og kvalitetssikring. I en virksomhed som Trigon er der i dag lige så mange funktionærer som håndværkere, forklarer Peter Ehlern.

Selv om der er kommet meget nyt udstyr og maskiner til branchen, så ser Peter Ehlern stadig medarbejderne som virksomhedens største aktiv. Dygtige håndværkere med stor viden om metoder og materialer og en erfaring, der gør dem i stand til at håndtere de mange uventede udfordringer, der altid dukker op. Derfor ligger det også Peter Ehlern stærkt på sinde at uddanne nye unge til faget. I Trigon har man altid haft lærlinge, og Peter Ehlern er formand for det lokale uddannelsesudvalg på AMU Nordjylland, der uddanner både bygnings- og anlægsstruktører.

Nu glæder Peter Ehlern sig så til at starte i det nye job. Torsdag 30. maj holder Trigon afskedsreception for ham, og mandag 1. juli står der et nyt firmanavn på arbejdsjakken, nemlig P. Johansen, Hjørring. Et entreprenørfirma, der bl.a. har kompetencer inden for nedbrydning og genanvendelse af beton og andre byggematerialer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste