Drenge især savner en voksenven
FREDERIKSHAVN: Der er brug for flere voksenvenner. Især drenge står på venteliste i forening, der etablerer venskaber
Foreningen Børns Voksenvenner i Frederikshavn har eksisteret i knap ti år, og nogle af de venskaber, som blev knyttet i foreningens første år lever i bedste velgående i 2019.
Behovet for voksne, der vil gå ind i et venskab med et barn fra en anden familie, er ikke blevet mindre med tiden.
Foreningen får hvert år adskillige mails og telefonopringninger med ønsker om en voksenven til et barn. Det kan være fra forældre eller fra andre voksne, som er tæt på barnet.
Ofte drejer det sig om drenge, som har lidt eller slet ingen kontakt med deres far.
Voksenvennen skal ikke prøve at være en erstatning for barnets far.
Men for en drengs trivsel kan et venskab med en voksen mand alligevel have stor betydning. Og så selv om venskabet normalt kun indebærer møder to-fire gange om måneden. Som regel i voksenvennens hjem. Men desværre mangler foreningen konstant mandlige voksenvenner
En forskergruppe under Aarhus Universitet er med økonomisk støtte fra Trygfonden i gang med en undersøgelse af netop voksenvenskabers indflydelse på børns trivsel. En undersøgelse, som også Børns Voksenvenner i Frederikshavn leverer input til.
Onsdag den 27. marts kl. 19 har Børns Voksenvenner i Frederikshavn generalforsamling i De frivilliges Hus, Danmarksgade 12.
Det er en åben generalforsamling, hvor alle kan deltage, hvis de er interesserede i at blive voksenvenner eller bare ønsker at vide mere om foreningen.