Det sker i Gærum
FLADE-GÆRUM MENIGHEDSRÅD
Menighedsrådet beder om, at borgerne møder op til valget 15. september kl. 19.00 i Heidis Spisehus, Brønderslevvej 112B i Gærum og dermed få indflydelse på, hvad der skal ske de næste 4 år.
Der mangler kandidater til opstilling til det ny menighedsråd, især fra Flade sogn, da der i hvert sogn skal stemmes om 5 medlemmer til det nye fælles menighedsråd for de 2 sogne.
Opfordringen lyder ”Mød op og brug din stemme og få indflydelse på arbejdet i de to sogne”. Det er kun medlemmer af folkekirken, som kan stemme.
NYE BØRN TIL SPEJDER?
Spejderledelsen før opmærksom på, at det er nu, at nye medlemmer optages i grupperne. De første par måneder er det ganske gratis at deltage i møderne. Bæverne, som er for 0.-2. kl. mødes onsdag aften kl. 18.30-20.00. Ulveungerne mødes onsdag kl. 19.00-20.30, og det er for 3.-5. kl. Fra 6. kl. og opefter er der spejdermøde hver torsdag kl. 19.00-20.45. Hvis forældre har spørgsmål vedrørende spejderarbejdet kan gruppeleder Finn Mejlvang kontaktes på tlf. 24 40 71 29.
LOKALHISTORIE
Arkivet i kælderen på Gærum skole holder i september åbent for alle interesserede mandag den 28. september fra kl. 19.00. Her er mulighed for at se og høre om, hvad samlingerne rummer. Få inspiration på arkiv.dk, hvor en stor del af indholdet kan ses.
TORVEDAGEN AFLYST
Lørdag den 12. september var planlagt torvedag og kræmmermarked i Gærum, men Covid-19 sætter også en stopper for dette arrangement, der ikke må gennemføres. Det er ærgerligt, at den populære Gærum-dag er aflyst, men arrangørerne lover at komme stærkt igen næste år.
LOPPEMARKEDET ER AFLYST.
Spejderne i Gærum havde håbet på at afvikle det store loppemarked i efteråret, men desværre er det ikke muligt med de nuværende forsamlingsforbud.
Der må i stedet kigges frem mod weekenden 15. og 16. maj 2021, hvor der så bliver afviklet et endnu større loppemarked.
KALENDER
15. september kl. 19.00: Valg til Flade-Gærum Menighedsråd i Heidis Spisehus.
28. september kl. 19.00: Arkivet i kælderen på Gærum holder åbent.