Der bakkes op om restriktionerne hos FDF spejderne i Sæby
Hver tirsdag mødes Sæbys FDF spejdere i tidsrummet 16.15-17.45. For tiden afholdes spejderaktiviteterne udendørs, så længe der er lyst, for at begrænse smittespredningen af COVID-19.
- Der er altid spejdervejr. Men forkert påklædning findes, smiler kredsleder Pauline Gauhl, inden dagens spejdermøde går i gang. - I dag er det med udgangspunkt i Nellemanns Have, hvor vi skal samle æbler, som bliver lavet til saft og marmelade, som vi kan medbringe til Høstgudstjenesten den 20. september i Sæby Kirke.
- Vi er yderligere udfordret, da modtog i FDF modtog en appel fra Frederikshavns borgmester, Birgit Hansen, forklarer Pauline Gauhl.
- Borgmesteren har bedt alle frivillige organisationer, grundet smittetrykket, om at være med i en samlet holdindsats på tværs af hele kommunen og overveje at aflyse arrangementer, udskyde møder og i det hele taget overveje, hvad vi kan gøre for at mindske smittespredningen, fortæller Pauline Gauhl og forsætter:
- I FDF er vi samfundsansvarlige og vi mener ikke at vi kan sidde en sådan appel overhørig. Derfor er det med stor beklagelse, at vi ser os nødsaget til at aflyse vores sommerlejr. Det handler om rettidig omhu, hvilket er for alles bedste. Vi håber derfor, at der er opbakning og forståelse for vores beslutning, for vi mindst lige så skuffede som børnene er.
- Til gengæld har vi besluttet, at børnene ikke skal snydes for en god oplevelse. Lederne har derfor sammensat en dag med løb og naturoplevelser for alle. For vi mener, at vi kan gøre det på forsvarlig vis ved at dele børnene ud i grupper afhængig af alder og skole, så de ikke er i nærkontakt med andre end de er vant til, udtaler Pauline Gauhl og forsætter, - Lederne er alle frivillige og har et civilt arbejde ved siden af, hvoraf flere arbejder i sundhedssektoren. Derfor er vi mere restriktive end skolerne. Så man skal ikke komme til spejder, hvis man har ondt i hovedet, ondt i maven, ondt i halsen, føler sig syg, sløj eller næsen bare løber - uanset farven på snottet, runder Pauline Gauhl af.
Man er meget velkommen til at komme og være med. Det er helt gratis at prøve de første tre gange, så man kan se og prøve om spejderlivet er noget, inden man tilmelder sig. Og spørger man i flokken af drenge, om der de ikke mangler nogle pige spejdervenner, så var svaret et rungende ja!
Så piger og drenge kig ud til Sæbys FDF spejder ved Spejderhytten, som ligger på Sølystvej 8 i Sæby ved Hundeskoven. For det er ingen tvivl, humøret er højt og det er sjovt at være spejder. For der kan man både lære at lave og slukke ild.