De løfter i flok hos NH-Løft

Selv om kranerne når højt op, så har parret bag firmaet et solidt fodfæste i den vendsysselske muld

29. april 2019 kl. 16.20

ØSTERVRÅ: Der har ikke været mange ledige stunder for Jonna og Niels Helledie siden de for 30 år siden etablerede kranfirmaet NH-Løft i Østervrå.

I løbet af de 30 år har firmet vokset sig til et stort veldrevet mobilkran- og vognmandsfirma med opgaver i hele landet. Opskriften, mener ægteparret selv, er sund fornuft og en stab af trofaste medarbejdere.

Det hele begyndt for 30 år siden med en enkelt 70 tons mobilkran på en stille villavej, og allerede efter ganske få år rykkede NH-Løft til den nuværende adresse på Mølbakvej lidt udenfor byen.

NH-Løft råder i dag over otte mobilkraner i mange forskellige typer og størrelser fra 50 op til 250 tons.

Kranerne er forsynet med ekstraudstyr, der gør dem fleksible og i stand til at udføre mange forskellige opgaver – også i samme operation.

Derudover har firmet syv andre mobile enheder - lastbilkraner og trækkere samt trailere til specialtransport og ledsagerbiler.

Opgaverne har været støt stigende gennem alle årene, og det har betydet en løbende udvidelse af materiellet, for et efterkomme kundernes behov og ønsker.

- Vi løser opgaver over hele landet, men helt naturligt flest i Nordjylland, fortæller Niels Helledie.

Intet er for stort eller småt for NH-Løft, som løfter og flytter alt lige fra mindre både, små hytter, skurvogne til store maskiner og elementbyggerier.

Flere af firmaets kraner har i længere perioder fast ophold f.eks. på havnen i Skagen ved Regionssygehuset i Hjørring og ved havneudvidelsen i Frederikshavn.

En trofast og loyal medarbejderstab på 16 mand, foruden Jonna og Niels, er efter parrets opfattelse, deres største aktiv i forhold til firmaets succes. ’

- Det er altafgørende, at vi har vores gode og dygtige medarbejdere, understreger de, flere af dem har været hos os i mere end 20 år, så de har stor erfaring, kender opgaverne og kunderne rigtig godt.

Hos NH-Løft skal kunderne ikke vente på en lang sagsbehandling, når de har en opgave.

De kan som regel få en aftale med det samme.

Arbejdsfordelingen er helt klar.

Det er Niels, der fra førerhuset i firmaets 160 tons kran modtager og fordeler opgaverne, og det foregår via Niels’ mobiltelefon, hans gode hukommelse suppleret med en lille sort lommebog, godt fyldt op med telefonnumre.

Når medarbejderne har fået, deres opgaver stukket ud, så er der en stor grad af frihed til at få dem løst, og egentlig blot at melde tilbage til Niels, når de er færdige, for straks at få en ny opgave.

Til gengæld er det Jonna, der sidder med alle de administrative opgaver hjemme på kontoret, og her er alle teknologiske hjælpemidler til rådighed.

Hun er også med til at samle trådene i dagligdagen, når ikke hun lige er på job som bedemand hos Hejslets Begravelsesforretning i Sæby.

Sund fornuft er den gennemgående strategi hos NH-Løft, og den har også altid været i spil, når de store og dyre beslutning om indkøb skulle tages.

Resultatet har hvert eneste år givet sig udslag i sorte tal på bundlinjen.

Hvor vidt Jonna og Niels får lidt mere fritid de næste 30 år melder historien ikke noget om, men de har da måske en forhåbning i og med at de har investeret i en autocamper - så måske?

I lørdags inviterede parret til åbent hus, og det var tydeligt at se, at Jonna og Niels er både kendte og vellidte, for gæsterne myldrede til fra både nær og fjern.

Der var taler af parrets to døtre og af borgmester Birgit Hansen.

Indlæg, der helt matchede Jonna og Niels’ egen umiddelbare og jævne tilgang til enhver situation.

Til at servicere de mange gæster var der indkaldt forstærkning fra truppen bag Thorshøj Revyen, og de kvitterede også med et lille muntert indslag, der selvfølgelig havde både NH-Løft, Jonna og ”Lut-Nils” i centrum. ÅB

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste