De første studenter fra Handelsskolen og HTX springer ud
Der var smil, blomster og lykønskninger på Frederikshavn Handelsskole mandag og tirsdag formiddag, da årets første studenter traditionen tro fik overrakt blomster.
Første HHX-student mandag var Clara Sofie Nordqvist, der kom ned af trappen fra sin sidste eksamen i Engelsk, hvor familie og venner stod klar med blomster og kram.
Også uddannelseschef for HHX Charlotte Møller stod klar for at ønske tillykke med blomster. Nu venter et sabbatår og måske derefter universitetet og et mål om at være gymnasielærer.
Den første EUD-elev, der blev færdig med grundforløbet mandag, var Sarah Søndergaard. Hun læser på detailhandelsuddannelsen. Den sidste eksamen var i hendes uddannelsesspecifikke fag (USF).
Til september starter hun i to års lære hos IKEA i Aalborg, hvorefter hun er udlært med svendebrev, der også giver adgang til en række videregående uddannelser. Familie og skolen ved uddannelseschef Anne Mose stod klar med blomster og lykønskninger.
Tirsdag var det William Marcel Lyth, der blev den første EUX-student efter den afsluttende eksamen i Informatik. Nu venter en velfortjent sommerferie.
- Det er altid en fornøjelse at se de unge mennesker modtage deres studenterhuer som beviset på deres tid her på skolen. Vores uddannelser sender de unge mennesker i mange forskellige retninger - nogle læser videre, andre tager et sabbatår og andre fortsætter med en elevtid ude i en virksomhed måske endda i udlandet. Vi håber, at tiden her – både fagligt og socialt sender dem godt videre på deres vej ud i livet, siger direktør Brian Andersson.
Årets første student hos HTX
Tirsdag klokken 9 blev Kathrine Skrejborg færdig med sin Bioteknologi-eksamen, som den første hos HTX Frederikshavn i denne årgang. Hun fik et 10-tal og blev fejret behørigt af familie og venner.
HTX Frederikshavn holder dimission på fredag og det forventes at alle studenter møder op friske og veludhvilede, lyder det med et smil fra skolen.