Mennesker

DBUs old boys landshold mod Bangsbo Freja

09. juli 2022 kl. 14:28

I anledning af Bangsbo Frejas 90 års jubilæum, fik klubben som en gestus fra DBU, besøg af en flok tidligere landsholdskæmpere med prominente navne som Stig Tøfting, Peter Graulund, Thomas Augustinussen, Kasper Risgaard og ikke mindst byens egen, Søren Frederiksen.

Et hurtigt kig ned over old boys-landsholdets seneste kampe afslørede et hold, der ikke var vant til at tabe endsige give modstanderne særligt gode muligheder for at profilere hjemholdets egne ”stjerner.” Cifre som 2-14 (mod Terndrup BK), 2-8 (mod Mønsted BK), 1-4 (mod Aabenrå BK) og 0-13 (mod Fynslund BK) fortæller deres egen historie om et hold, der går til stålet og nødigt overlader initiativet til modstanderne og slet ikke optræder som ydmyge gæster.

Så man derfor ned over DBUs holdopstilling, så tydede alt da også på, at Bangsbos gamle drenge ville få kam til deres grå hår og vigende hårgrænser, og at de skulle snøre støvlerne ekstra hårdt og aftale defensiven på forhånd.

Selvom slutresultatet 0-6 ikke just vidner om en jævnbyrdig kamp, så fortæller det dog heller ikke om en kamp, hvor Frejas drenge trods overmagten så langt fra faldt igennem.

Holdet, der talte tidligere førsteholdsspillere som Brian Kristensen og kamprekordholder, Jesper Larsen, stod op mod overmagten på fornemste vis og trak på nogle af de dyder, der i deres tid gjorde dem til nogen af byens bedste fodboldspillere

Kampen betød heldigvis hverken op- eller nedrykning og kunne tages som lige præcis det, den var; en hyggekamp, hvilket det blev og hele det velsmurte arrangement blev tillige god stemning, herligt vejr og gladetilskuere, så forhåbentlig skæppede de op mod 1000 tilskuere i en altid sulten klubkasse,

Nyeste