Billede beskrivelse

Dansker i det krigshærgede Ukraine gav personlig beretning

13. oktober 2022 kl. 06.50

Danske Jesper Lindholt driver en it-virksomhed med 65 ansatte i Kyiv og Lviv. På Rotary Distrikt 1440 årsmøde i Frederikshavn var han med på en videoforbindelse, hvor han fortalte om de første hektiske døgn efter invasionen i februar og gav en analyse af, hvorfor Putin er så aggressiv, og hvorfor ukrainerne kæmper så indædt.

Forretningsmand og rotarianer Jesper Lindholt og hans ukrainskfødte kone Lena har boet i Kyiv de seneste 15 år. De havde i løbet af februar mærket, at noget var i anmarch og havde gjort sig tanker om, hvordan de eventuelt kunne drive deres virksomhed videre fra en midlertidig base i Polen.

- Den 24. februar vågnede jeg kl. 03.30 og så på Twitter, at Rusland havde invaderet Ukraine fra Krim. Jeg har sommerhus i området og loggede ind på mit webcamera, drejede det over mod en nærliggende militærlufthavn og så, at den stod i flammer. Så sprang vi i bilen og kørte mod vest, fortalte Jesper Lindholt og fortsatte:

- De fleste af mine medarbejdere flygtede ligeså, og min tanke var at samle dem i Polen for at drive virksomheden videre derfra, men inden vi nåede grænsen, var den blevet lukket for alle mænd. I stedet fik jeg medarbejderne indkvarteret i det vestlige Ukraine, bl.a. på et skisportssted og i Lviv. Siden er stort set alle vendt tilbage til deres boliger i Kyiv, men vi har opretholdt en afdeling i Lviv. Begge steder er der luftalarm flere gange dagligt. Derfor har vi valgt at arbejde hjemmefra.

Billede beskrivelse

Jesper Lindholt har et meget nært forhold til Ukraine og det ukrainske folk, ligesom han har stort kendskab til Rusland og russisk kultur. I sin analyse af baggrunden for krigen fremhævede han, at der i russisk selvforståelse er tre djævle, der altid stikker hovedet frem, nemlig ortodoksi, autokrati og nationalisme.

- Rusland har sine rødder i Ukraine. Uden Ukraine er Rusland ingenting, og det gør invasionen til en eksistentiel kamp for Vladimir Putin. Derfor går han så aggressivt til værks. For ukrainerne er det en lige så eksistentiel kamp. De kæmper for deres land og for deres egen eksistens. Derfor er det en krig, som kun kan få ét udfald: At Putin taber, og Ukraine vinder, sagde Jesper Lindholt.

Lindholt er medlem af den multinationale Rotaryklub i Kyiv. Her er han aktiv i flere støtteprojekter. Sammen med Viborg Morgen-Rotary samler klubben ind til at hjælpe en familie fra det østlige Ukraine, som har adopteret 10 børn, heraf flere med handicap. Og så har Jesper Lindholt og hans Rotary-venner i Kyiv siden Krim-invasionen i 2015 arbejdet med at skaffe biler til det ukrainske Forsvar. 

På årsmødet fik deltagerne også et indlæg fra det libanesiske Rotary-medlem Hala Ghoussoub, der fortalte om eksplosionen i Beiruts havn for to år siden, og hvordan der få timer efter eksplosionen allerede var hjælpeaktioner i gang fra rotarianerne verden over.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste