Seneste nyt
Billede beskrivelse

Claus og Andreas hentede bronze i hastigt voksende sportsgren

04. juli 2026 kl. 14.04

FREDERIKSHAVN: Til årets DM-uge i Herning blev der også spillet pickleball.

Her var der deltagelse af fire lokale spillere fra KRIF Pickleball og Sportshallen.dk.

Der var to par med til herredouble, som blev afholdt lørdag i Herning.

Hvad er pickleball?

  • Pickleball er i en rivende udvikling.
  • Spillet, som er dynamisk og tempofyldt, har den store fordel, at både bold og bat er lettere end til tennis og padel.
  • Det er dermed en sportsgren, der ikke slider for meget på kroppen. 
  • Samtidig er underlaget mere regulært, og der spilles typisk på almindelige badmintonbaner - med lavere net. 
  • Samtidig er sporten nem at gå til og giver hurtigt gode og sjove kampe uanset alder og køn.

Det ene par - bestående af Kevin Rasmussen og Kenneth Albertsen - blev en masse erfaringer rigere.

Dog blev det ikke til mange sejre. 

De måtte erkende, at de godt kunne være med, men at der var langt op til de bedste.

Billede beskrivelse

Dyst mod mestrene

Anderledes gik det for Claus Tversted og Andreas Glad, der sluttede på tredjepladsen og fik hevet bronze med hjem til Frederikshavn. 

De mødte endda de forsvarende danmarksmestre Thor Due og Tobias Buhl, som ikke har tabt en kamp sammen i flere år. 

Det lykkedes Tversted og Glad at tvinge dem ud i tre sæt i gruppespillet.

Faktisk var de det eneste par, der tog et sæt fra de suveræne vindere.

Billede beskrivelse

En uheldig lodtrækning betød, at de skulle møde dem igen i semifinalen, hvor Tversted/Glad tabte i to sæt.

Due/Buhl gik da også hele vejen og blev danmarksmestre igen. 

Thor Due lavede dertil et ægte hattrick, da han blev danmarksmester i både single, mixdouble og herredouble.

Bronzekampen blev vundet i to klare sæt med cifrene 11-2 og 11-4 over Rasmus Bredvang og Emil Højvang Andreasen fra Copenhagen Pickleball.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste