Casper padler Danmark rundt på et bræt: Havde pitstop i Sæby
Mandag 11. april kom verdens sejeste stand up paddle mester til Sæby Havn for at spise frokost. Navnet er Steinfath, Casper Steinfath, indehaver af seks verdensmesterskaber i stand up paddle (SUP) samt en perlerække af andre internationale mesterskaber.
Når man den seneste halve snes år stort set har vundet alt, hvad der kan vindes af officielle mesterskaber, og man som 28-årige Casper Steinfath stadig har appetit på at undersøge, hvor ens personlige grænser ligger, så kan løsningen være at paddle ud mod fjerne horisonter.
De seneste par ”svipture” gik i 2018 fra Hirtshals til Kristiansand - en tur på 147 kilometer. Sidste år paddlede han 123 kilometer fra Grenå til Varberg i Sverige. I år har den gæve thybo fra Klitmøller valgt sin hidtil længste rejse på et SUP bræt.
I april og maj måned vil Casper Steinfath have Danmarks kystlinje på styrbordssiden, når han padler cirka 1.400 kilometer i projekt ”The Great Danish Paddle”.
Starten på Danmark rundt
I perfekt SUP-vejr gled Casper Steinfath ud fra stranden i Klitmøller 2. april, hvor kursen gik mod Blokhus. Men allerede dagen efter stod det på strid kuling fra nord med vindstød på op til 17 sekundmeter, som gav bølger på halvanden meter, og da det stride vejr samtidigt blev krydret med masser af sne, der gjorde sigtbarheden dårlig, krævede det virkelig sin mand blot at holde en rimelig fremdrift. I kraft af stor mental styrke og god fysik lykkedes det ham at overvinde vejrets ugunst og komme nordover og med kun et par dages forsinkelse, kunne han lykkeligt runde Skagens Gren, hvor de to have mødes, hvilket dog skulle blive en større udfordring.
Skawboere, der har prøvet at runde grenen nogle gange, ved præcis, hvor de med fordel kan passere det vanskelige sted, men for thyboen, der ikke har den type strømhvirvler på sin hjemmebane, måtte lide den tort at kæntre to gange, inden han kunne lægge Skagen Odde bag sig – i øvrigt de eneste to gang Casper i de første ni dage på turen ufrivilligt måtte tage en dukkert.
Inden Casper Steinfath holdt pitstop i Sæby, havde han fra morgenstunden stævnet ud fra Strandby. Med sol og medvind var målsætningen at padle cirka 50 kilometer, hvorfor Asaa var inden for dagens aktionsradius.
Lidt skræmt for den lange tur
Caspers Steinfath siger, at hans drivkraft primært er den indre trang til at se, hvad krop og sjæl kan præstere, men ideen har også været med til at skabe øget interesse for den pragtfulde SUP sport.
Teknikken på boardet behersker Casper til fulde. Det virker næsten som om, at menneske og board er vokset sammen til én enhed. Da Casper Steinfath har valgt at være alene på turen uden hjælp fra følgebåde, må han transportere alt udstyr på sit board. Det forholdsvis spinkle board er blevet specielt konstrueret, så der kan bindes to vandtætte sække på boardet til skiftetøj, telt, køkkengrej, ekstrapaddel med mere. Selv med den ekstra vægt på cirka 25 kilo blev Casper målt til fra campingpladserne nord for Sæby til havnen at skyde en fart på næsten 9 knob (16 km/timen).
For at kunne gennemføre de længere distancer skal der padles i et jævnt tempo uden kraftige accelerationer. Selv om Casper økonomiserer med kræfterne, forbrænder han mellem 5.000 og 6.000 kalorier hver dag, hvilket kræver, at han blandt andet må konsumere en del pastasalat. Den endeløse vandvej må virkeligt stå den seje thybos hjerte nær.