Billede beskrivelse

Caroline rejser med hund og baby - tusinder følger med på Instagram

Caroline Schack er en eventyrlysten kvinde, og det har hun igennem længere tid dokumenteret på Instagram. Senest har hun ad to omgange været i Norge i otte uger i alt - med både baby og hund

13. oktober 2022 kl. 18.14

SÆBY/HOLSTEBRO: - Jeg vil bare være den bedste udgave af Caroline og gøre hvad der er bedst for mig, for så er jeg også den bedste udgave af at være mor, kone og influencer. 

Sådan stiller Caroline Schack, der har rødder i nordjyske Sæby, det op, når hun skal beskrive sin idé om at tage på tur i de norske fjelde - bare hende, hendes knap 1-årige baby og sin hund. 

Det var for sin egen skyld, at Caroline tog på den tur - for det havde hun brug for for at pleje sit friluftsgen og passion for naturen. 

Billede beskrivelse

Hun havde oprettet en Instagram-profil i 2015 med fokus på fysisk træning og en meget sund livsstil - men besluttede siden, at det ikke harmonerede med hendes reelle livsstil. 

Og så måtte temaet lægges om. 

- Jeg havde det egentlig skidt med, at jeg havde en profil, som jeg ikke kunne stå inde for længere. Uha, hvor var det sundt, men det var jeg ikke selv. Sådan var mit liv ikke længere, så jeg havde en diskussion med mig selv, om profilen skulle slettes, eller om jeg skulle skifte retning og fokus for profilen. 

I januar 2019 gik Caroline Schack så all-in på friluftsliv og sin passion for naturen og jagt. Og selvom det kostede 10.000 følgere i et snuptag, dukkede der i tilsvarende tempo nye interesserede op på hendes profil. 

I dag tæller den over 46.000 følgere.

Rødder i Sæby

Caroline Schack fik allerede jagttegn som 15-årig, og jagtinteressen har hun "helt klart fra min far", som hun udtrykker det. 

Hun er født og opvokset i Sæby og har boet i byen indtil starten af hendes tyvere. En uddannelse som ambulanceredder trak hende dog til Odense, men sæbynitten er ikke gået glemt i hende. 

- Der er kun gode minder. Jeg husker kun Sæby som en hyggelig by. Jeg ville egentlig også ønske, at vi kunne flytte tilbage dertil engang - men det lader sig ikke gøre i øjeblikket med det job, min mand har.

Carolines mand, Mathias, er ansat i hæren og er til tider udsendt på missioner. Hvorfor dette har kickstartet Carolines rejselyst, vender vi tilbage til. 

Billede beskrivelse

Først tilbage til telefoninterviewet med Caroline, der befinder sig i hjemmet i Holstebro. For det er her, hun siden sin uddannelses afslutning i Odense har befundet sig og har stiftet familie. 

- Meget specifikt vil nogen mene, at jeg har bevaret min dialekt fra dengang. Jeg kan ikke selv altid høre det, men det mener flere altså, griner Caroline Schack på telefonforbindelsen. Og undertegnede Nordjyske-journalisten kan stemme i - den nordjyske jargon er ikke forsvundet i det vestjyske. 

Caroline besøger stadig Sæby ofte, hvor hendes forældre også stadig bor. Så den nordjyske forbindelse har hun ikke sluppet. 

På udlandstur

Nu vender vi tilbage til Carolines mands udsendelser med hæren. En mission i Estland krævede Mathias' tilstedeværelse, og derfor måtte Caroline og deres datter Nora blive hjemme i Danmark. 

Troede de. 

For Caroline havde andre planer. Hun ville ikke bare sumpe derhjemme og lade dagene og timerne gå, mens Mathias alligevel ikke var hjemme. 

Så en dag - inden hans afrejse - stillede hun ham et spørgsmål. 

- Synes du, det virker dumt at leje en autocamper og rejse til Norge og rejse rundt der, spurgte Caroline. 

Svaret husker hun meget tydeligt - der var fuld opbakning fra Mathias, og han understregede blot, at det lød som en god og udfordrende rejse. 

Billede beskrivelse

Af sted kom Caroline, datteren Nora og hunden Sako dermed. Turen gik til de norske fjelde - først en tur på seks uger i maj og juni og siden to uger i august og september. 

- Det har været virkelig, virkelig udfordrende, men wow, hvor har det været sjovt også, husker Caroline tilbage. 

Og livet på farten - og på egen hånd med en baby og hund som rejsemakkere - var ikke uden daglige skrupler. 

- Jeg havde ikke andet end betænkeligheder ved at tage en lille baby med på tur. Jeg var så bange for alt, hvad der kunne gå galt. Det meste af det skete på vores tur, men jeg besluttede mig for, at det ikke skulle ryste mig. Jeg havde lovet mig selv hjemmefra, at det ikke skulle forhindre mig i at gennemføre rejsen. 

- Jeg skrev dagbog alle de dage, vi var af sted, og det brugte jeg rigtig meget på de dårlige dage. Så kunne jeg bladre dagbogen igennem og tænke tilbage på de gode oplevelser fra turen. Og på den måde kunne jeg holde humøret oppe, siger Caroline. 

Livet slutter ikke med baby

- Jeg har tit fået at vide, at ens liv "slutter", når man får en baby. Alt begynder at centrere sig omkring den lille ny, og det var næsten det eneste, min omgangkreds kunne snakke om. Men det ville jeg gerne gøre op med. 

Sådan konstaterer Caroline Schack, da hun bliver spurgt ind til at rejse på langfart til udlandet med en baby på ryggen. 

Men Caroline ville ikke lægge beslag på sig selv og gå på kompromis med sine ønsker og drømme. Og så måtte familien indrette sig efter det - så at sige. 

- Jeg havde brug for at gøre op med den tankegang, og jeg havde brug for at gøre noget for mig selv også. Det skal jeg have lov til at opleve og gennemføre - om jeg så skal have min baby med på turen. Og det gik jo også, siger hun. 

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste